Regeringens 2025-plan skal øge råderummet, så skatten kan sænkes. Det skriver DR, der har set planen.

København. Regeringen vil øge det økonomiske råderum med 15 milliarder kroner frem mod 2025. Det skriver DR, der er i besiddelse af regeringens økonomiske plan, der offentliggøres tirsdag.

Ifølge DR hedder planen "Vækst og Velstand 2025", og den skal øge råderummet til 50,6 milliarder kroner.

Det indebærer en fortsættelse af skattestoppet frem mod 2025, og samtidig skal der findes penge til "skattelettelser, væksttiltag og styrkelse af danskernes sikkerhed".

Derudover skal der være penge til skattelettelser, som en stor del af råderummet skal bruges til.

- Regeringen vil både sænke skatten i bunden, så flere får en mærkbar økonomisk gevinst ved at være i job, og i toppen, så færre skal betale topskat, skriver DR.

Pengene skal skaffes via reformer, som endnu ikke er specificeret.

Ifølge DR's oplysninger planlægger regeringen en stigning på 0,3 procent i det offentlige forbrug alle årene frem mod 2025 og offentlige investeringer på samlet 22 milliarder kroner ekstra i perioden.

Sideløbende med planen vil regeringen præsentere et udspil til en pensionsreform, efter det sidste udspil blev lagt i graven af Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

Det skal indeholde incitamenter til at arbejde længere og incitamenter til at spare mere op til alderdommen.

/ritzau/