Venstre-regeringen vil sende danskerne senere på pension, men nedslidte får en særlig ordning.

København. Det har ligget i kortene, at regeringen vil rykke på danskernes pensionsalder for at øge den tid, vi er på arbejdsmarkedet. Og for at frigøre penge til den 2025-plan, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterer tirsdag.

Kort før statsministerens pressemøde tirsdag bekræfter centrale kilder over for Ritzau, at regeringen vil foreslå at hæve pensionsalderen med seks måneder. Samtidig indføres en ny ordning for nedslidte på arbejdsmarkedet.

Det bliver et af de centrale elementer i planen, som nu skal forhandles med de øvrige partier i blå blok.

Udspillet er et svar på flere af de centrale udfordringer, som regeringen mener, at dansk økonomi står over for. Først og fremmest, at Danmark efter 2020 vil stå over for, at flere går på pension, mens der bliver færre beskæftigede til at betale.

Det er med til at give underskud i perioden fra omkring 2020 til 2050. Udfordringen er blevet døbt "hængekøje-problemet" efter formen på den graf, der viser udviklingen på de offentlige finanser efter 2020.

De Økonomiske Vismænd vurderer dog, at den forventede periode med store underskud ikke er et fundamentalt problem for Danmarks finanspolitik. De offentlige finanser beregnes at være holdbare på langt sigt.

Men vismændene har også konstateret, at de underskud, der må forventes ved uændret økonomisk politik, klart overstiger EU's og den danske budgetlovs grænse for det strukturelle underskud på en halv procent af bruttonationalproduktet.

Der er flere greb, politikerne kan tage i brug, for at mindske hængekøje-problemet. Man kan eksempelvis hæve pensionsalderen eller beskatte ratepensioner ved indbetaling frem for ved udbetaling.

Også incitamenterne til at spare op til pensionen er et af de elementer, der ventes at indgå i planen.

/ritzau/