Regeringen vil som forsøg give skattefrihed for overskud i nye iværksættervirksomheders tre første leveår.

København. Danske iværksættere skal have bedre muligheder for at lade deres spæde virksomheder vokse sig store og økonomisk stærke.

Det vil regeringen sikre med en forsøgsordning, hvor nye iværksætterselskaber skal have skattefrihed for overskud på op til syv millioner kroner over tre år.

Forslaget er en del af vækstpakken i regeringens 2025-plan.

- Vi ønsker at give en håndsrækning til de iværksættere, som i dag lader deres gode ideer blive i skuffen. De skal realisere dem, det skal skabe vækst og arbejdspladser. Det gør vi ved at forbedre rammebetingelserne for iværksætteri, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V).

Regeringen lægger op til, at forsøgsordningen skal løbe frem til 2021 og skal gælde såkaldte iværksætterselskaber (IVS), som kun kræver en startkapital på én krone.

IVS'erne kaldes populært "fattigmandsselskaber" og blev indført for omkring 2,5 år siden.

- Initiativerne i Vækst 2016 skal i høj grad forbedre mulighederne for, at nye og mindre virksomheder kan vokse sig større, så vi i fremtiden får udviklet nogle solide virksomheder, der kan levere morgendagens vækst og nye job, siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) i en meddelelse.

Ifølge regeringens beregninger vil de nye iværksætterselskaber kunne spare selskabsskatten på 22 procent af de første syv millioner kroner i skattepligtigt overskud.

Der kan ikke trækkes penge ud af virksomheden i de tre år, skattefriheden varer, ud over løn til indehavere, lyder forslaget.

Det svarer til en skattelempelse på op til cirka 1,5 millioner kroner i treårsperioden.

Der afsættes på 750 millioner kroner fra 2017-2021, hvor forsøgsordningen vil løbe. Ordningen vil blive evalueret inden udgangen af forsøgsperioden med henblik på, om den skal fortsætte.

/ritzau/