Virksomheder skal belønnes, hvis de ansætter en flygtning på samme vilkår som danskere, foreslår regeringen.

København: Virksomheder skal have en økonomisk bonus, hvis de ansætter nytilkomne flygtninge på samme vilkår som danskere.

Det er udspillet fra regeringen forud for trepartsforhandlingerne, som indledes torsdag eftermiddag, skriver TV2.

Regeringen foreslår, at en virksomhed, der ansætter en flygtning, som har været i Danmark i mindre end et år, skal have 20.000 kroner efter et halvt års ansættelse og yderligere 20.000 kroner efter 12 måneders ansættelse.

En virksomhed, der ansætter en flygtning, som har været i landet mellem ét og to år, vil kunne få to gange 15.000 kroner af statskassen.

- Vi skal have langt flere almindelige private virksomheder i Danmark til at påtage sig et ansvar med at integrere flygtninge på arbejdsmarkedet, siger beskæftigelsesminister Jørn Neergaard (V) til TV2.

- Og det ekstraarbejde, der er ved det, vil vi gerne understøtte med en kontant bonus, fortsætter han.

Det bekymrer Dansk Folkepartis retsordfører, Martin Henriksen:

- Det vil betyde, at det bliver mere attraktivt for arbejdsgivere at ansætte arbejdsløse flygtninge frem for arbejdsløse danskere. Og det vil så betyde, at nogen danskere vil komme bagud i forhold til at få et arbejde, siger han til TV2.

/ritzau/