Danmark lever ikke op til et gammel EU-forbud mod salg af snus. For at forhindre at Danmark havner i EU-domstolen, forsøger regeringen sig - for anden gang på halvandet år - med et lovforslag, der skal forbyde alle former for snus. Det er et angreb på den personlige frihed, raser Liberal Alliance.

Så sent som i sommeren 2013 forsøgte regeringen, dengang med tidligere sundhedsminister Astrid Krag i spidsen, uden held at forbyde snus. Men nu forsikrer sundhedsminister Nick Hækkerup, at der er skaffet flertal for et nyt lovforslag.

- Jeg har aftalt med Venstre, at de vil stemme for det her lovforslag, så vi risikerer ikke, at lovforslaget om at forbyde snus vil blive nedstemt, som det gjorde sidste år, siger den socialdemokratiske sundhedsminister Nick Hækkerup til BT.

EU-Kommissionen anmodede allerede tilbage i oktober 2012 Danmark om at tage alle de nødvendige skridt for at efterkomme direktivet fra 2002, der forbyder tobaksvarer, som indtages oralt - heriblandt snus. Ellers ville Danmark havne i EU-domstolen.

LÆS MERE:

- Hvis vi ikke gennemfører et forbud mod snus nu, vil vi risikere at blive dømt ved EU-domstolen. Så vil vi alligevel være tvunget til at rette ind. Men vi vil have bevæget os derhen, hvor de andre lande så kunne sige: Hvorfor skal vi rette os efter regler, der kommer Danmark til gode, når Danmark ikke vil rette ind på områder, hvor man føler sig lidt stødt på manchetten over, siger Nick Hækkerup og påpeger, at sagen har udviklet sig til en sig til en sag, der handler om at markere sig i spørgsmålet om, hvorvidt man vil følge EU eller ej.

En af dem, der hele tiden har været modstander af et snusforbud, er snusbruger og folketingsmedlem for Liberal Alliance Joachim B. Olsen.

-  Jeg synes, vi skal tage en retssag om det her spørgsmål. Hvis man mener, at det kan skade Danmarks interesser i EU, må man tage en retssag. Sådan gør man andre steder, når der er uenigheder, siger den tidligere kuglestøder til bt.dk.

LÆS MERE:

- Jeg bruger selv snus. Og selvom det bliver forbudt, vil der fortsat ikke være så langt til Sverige. Vi har desuden et dansk firma, der producerer snus. Det er latterligt, hvis vi skal have et dansk firma, der skal sende deres produkt til Sverige, så danskere kan køre derover og købe deres snus med hjem.

Joachim B. Olsen mener, at et forbud vil være et angreb på den personlige frihed. Han påpeger desuden, at EU-forbuddet blandt andet er et produkt af heftig lobbyvirksomhed fra virksomheder, der producerer nikotintyggegummier.

- De har lobbyet ekstremt stærkt for at få snustobak forbudt, fordi folk går fra rygning til snus, ligesom andre går fra rygning til tyggegummi, forklarer han og påpeger, at det er ulogisk at forbyde en form for tobak, der for eksempel er mindre skadelig end rygning.

LÆS MERE:

- Tobak er ikke bare tobak. Noget tobak er mere skadeligt end andet. Hvorfor skal et tobaksprodukt, som EU selv siger er langt mindre skadeligt end rygetobak, være ulovligt? Desuden er der en stigende efterspørgsel efter snus herhjemme, så rent praktisk vil det også være svært at forbyde. Hvorfor skal vi nu til at have et illegalt marked for et relativt ufarligt tobaksprodukt?

Men Danmark skal rette ind, understreger Nick Hækkerup.

- I virkeligheden er det en lille sag, da der er meget få danskere, der bruger snus i dag, siger han og fortsætter:

- Snus er sundhedsskadeligt, og det har WHO dokumenteret. Og vi har som lille land i EU en klar interesse i at overholde reglerne.