Flere partier er stærkt kritiske over, at regeringen mener, det ikke uden videre er foreneligt med EU-retten at forpligte kommuner og regioner til at indføre arbejdsklausuler.

Regeringen med beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) i spidsen har et forklaringsproblem.

Sådan lyder det fra flere sider, efter at ministeren har tryllet et nyt EU-argument op af hatten som begrundelse for, at man ikke kan lovgive om kommuner og regioners brug af arbejdsklausuler og på den måde sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold, når de køber ydelser eller laver byggeprojekter. Det skriver Ugebrevet A4.

Efter flere års diskussioner er regeringen nemlig nået frem til, at det ikke uden videre er foreneligt med EU-retten at forpligte kommuner og regioner til at indføre arbejdsklausuler. Det vil nemlig kræve, at man griber ind i den danske model og lovgiver direkte om blandt andet mindsteløn, lyder begrundelsen.

»Grunden til, at jeg ikke går ind for lovgivning om forpligtende brug af arbejdsklausuler i kommuner og regioner, er først og fremmest, at vi så vil begive os ud på et område, som vi normalt lader arbejdsmarkedets parter om. I det øjeblik man skal ind og lovgive om det her område, så skal du også ind og ophøje nogle ting til lov. Eksempelvis løn og arbejdsvilkår,« lød forklaringen fra Henrik Dam Kristensen under et åbent samråd i Folketingets Beskæftigelsesudvalg i sidste uge.

Ministerens udmelding vækker stor undren på Christiansborg, hvor både regeringens to støttepartier, SF og Enhedslisten, samt Dansk Folkeparti sætter spørgsmålstegn ved ministerens forklaring.

»Jeg betragter det her EU-argument som en rigtig dårlig undskyldning for ikke at ville pålægge kommuner og regioner at bruge arbejdsklausuler. Det er en urimelighed, at skatteydernes penge kan bruges til social dumping, og det er ubegribeligt for mig, at en socialdemokratisk ledet regering ikke griber den her chance for at ændre på det,« siger SFs arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen (SF) til Ugebrevet A4.

Han peger på, at regeringen på intet tidspunkt tidligere har talt om, at der skulle være EU-retlige problemer i forhold til lovgivning om brug af arbejdsklausuler i kommuner og regioner.

Også Enhedslistens social dumping-ordfører, Finn Sørensen (Ø), har svært ved at forstå, hvordan regeringen og Henrik Dam Kristensen pludselig er kommet frem til den vurdering.

»Det er første gang, at de ligesom tager proppen af den flaske i Folketinget, og jeg mener, at ministerens vurdering af EU-retten er skrupforkert. Det er jo beskæmmende, at det største arbejderparti – efter eget udsagn <saxo:ch value="226 128 147"/> ikke vil være med til at sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold, og det kan ikke undgå at blive en del af den kommende valgkamp,« siger Finn Sørensen til Ugebrevet A4.

Det er allerede i dag obligatorisk for statslige myndigheder at bruge arbejdsklausuler i offentlige kontrakter. Det følger af ILO-konvention 94 om brug af arbejdsklausuler, som Danmark tiltrådte helt tilbage i 1955, før vi kom med i EU.

Men for kommuner og regioner er situationen anderledes. Her findes der i dag blot en opfordring til at bruge arbejdsklausuler i alle udbudskontrakter inden for bygge- og anlægsarbejde, og hvor det ellers er hensigtsmæssigt.

Heller ikke Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører, Bent Bøgsted (DF), har tænkt sig uden videre at tage EU-forklaringen for gode varer.

»Hvis det skulle give problemer i forhold til kommuner og regioner, så burde det også give problemer på statens område. Men det gør det åbenlyst ikke. Det hænger slet ikke sammen«, siger Bent Bøgsted, som også kritiserer ministeren for at gemme sig bag EU-argumentet.

»Henrik Dam har aldrig taget politisk stilling til noget som helst. Han har altid været så forsigtig. Hele samrådet var en stor omgang udenomssnak fra ministerens side.«

I fagbevægelsen har især fagforbundet 3F kæmpet hårdt for at få udbredt brugen af arbejdsklausuler i offentlige kontrakter. Her kommer det også for en overraskelse for Lars Lyngse, der er ledelseskonsulent med speciale i EU i 3F, at der skulle være vanskeligheder forbundet med at lovgive for kommuner og regioner.

»Det er fuldstændig nyt, og det er i direkte modstrid med alt, hvad man tidligere har sagt. Ministeren mangler at give en forklaring på, hvad der har ændret sig, så man lige pludselig ændrer fortolkning af EU-retten på det her område,« siger Lars Lyngse.

BNB