Den gamle VK-regering gav 29 udvalgte yderkommuner særlig lov til at bygge nyt og skabe ny industri. Nu vil regeringen gøre planloven gældende for alle kommuner.

Miljøminister Ida Auken (SF) og by-, bolig- og landdistriktsminister Carsten Hansen (S) præsenterer i dag et omfattende lovforslag, der ophæver VK-regeringens to år gamle planlov og giver yderområderne bedre muligheder for at skabe vækst og lokal udvikling.

Den tidligere regering gav med en lovændring 29 udvalgte kommuner i yderområderne særlige forhold for at bygge huse og skabe ny industri og vækst. Men nu vil regeringen gøre loven ens for alle kommuner med vanskeligt stillede områder.

- Vores store udfordring er at skabe vækst i landdistrikterne. Derfor foreslår regeringen, at alle kommuner med vanskeligt stillede landdistrikter nu får mulighed for at give tilladelse til byggeri af helårsboliger i tilknytning til mindre bysamfund på landet. Kommunerne vil også få mulighed for at udnytte alle overflødiggjorte bygninger til helårsboliger og erhverv, siger by-, bolig- og landdistriktsminister Carsten Hansen (S).

Forslaget om en ny planlov gælder for alle kommuner, der kan dokumentere tilbagegang i vækst og beskæftigelse i områder, og ikke blot 29 udvalgte kommuner - i princippet kan København være med på listen, siger miljøministeren:

- Mange kommuner har oplevet, at plantilladelsen var en barriere for nye projekter. Men nu kan alle kommuner med dårligt stillede yderområder få hjælp, siger Ida Auken.

Deriblandt er blandt andre kommunerne Frederikshavn, Hjørring, Skive og Struer, som ikke er med i VK-regeringens planlov, selvom de kan dokumentere tilbagegang i vækst og beskæftigelse. Kommuner som disse vil med den nye planlov få større mulighed for at få tilladelse til at bygge nyt.

Kommunerne får ifølge lovforslaget samtidig mulighed for at bruge gamle nedlagte folkeskoler, landbrugsejendomme, nedlagte fabrikker, mejerier, smedjer og så videre til nyt erhverv.

- Folk i yderområderne får med denne planlov mulighed for at lave initiativer til vækst i deres lokalområder. Der findes allerede eksempler, som viser, at de særlige tilladelser skaber liv. En kro i Nationalpark Thy gik fra suppe-steg-is til en nationalparkplatte. Og Klitmøller var før en døende fiskerby, men er nu kendt som Cold Hawaii med sine surfere, siger Ida Auken.