2,1 millioner mennesker på offentlig forsørgelse er alt for mange, og det koster samfundet dyrt, lyder det nu fra flere sider:

- At så mange mennesker er på overførselsindkomst, betyder tab af velstand, siger cheføkonom i den borgerlige tænketank, Cepos, Mads Lundby Hansen.

Også i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd mener man, at tallet er højt:

- 2,1 mio. er mange. En del af dem er folkepensionister, men det er helt centralt, at de, der kan arbejde, kommer i arbejde, siger direktør Lars Andersen.

Men jeg hører dig sige, at 2,1 millioner er lige i overkanten?

- Ja, det er det. Det er for mange, siger Lars Andersen.

Både Mads Lundby Hansen og Lars Andersen mener, ligesom økonomi-professor Christen Sørensen, at de mange mennesker sætter den danske økonomi under pres, og de ønsker begge færre på offentlig forsørgelse, men de er rasende uenige om, hvordan især de arbejdsløse skal ud af de offentlige kasser.

- Det skal altid kunne betale sig at arbejde, men vi har efterhånden set flere eksempler på, at det ikke altid er tilfældet, siger Mads Lundby Hansen.

Et gyldent princip

Cepos ønsker et såkaldt gyldent princip om, at der altid skal være minimum 2.000 kr. i forskel på at være i arbejde og på kontanthjælp. Samtidig vil den borgerlige tænketank have regeringen til at gå hårdere til værks i reformarbejdet. Det vil betyde, at flere forlader dagpenge og kontanthjælp, lyder det.

- Når jeg hører, hvad Mette Frederiksen siger om kontanthjælp, så er det, at enlige mødre skal have det bedre og nogle skal i uddannelse. Det er ikke ambitiøst nok. Målet må være at øge forskellen mellem arbejde og kontanthjælp markant, siger Mads Lundby Hansen.

Lars Andersen peger på, at forskellen mellem at være på kontanthjælp og i arbejde er blevet større efter skattereformen, og at han mener, at kontanthjælpen er på et passende niveau.

Er der nok incitamenter til at tage et arbejde?

- Ja, det synes jeg. Hvis du vil bruge pisk, så kan du tage penge fra folk, men du kan også give dem en pligt til aktivering, uddannelse eller andet. Det vil vi hellere, siger Lars Andersen.ufjo/kark-