Efter Dronningens hæder til Bahrains diktator vil regeringen i fremtiden blande sig mere i majestætens ordensuddelinger for at undgå ’misforståelser’.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det har skabt hovedrysten fra politikere og kommentatorer, at Dronning Margrethe tildelte Bahrains diktator Kong Khalifa landets næsthøjeste orden, Storkorset af Dannebrog, få uger inden han stod bag nedskydning og masseanholdelser af demonstranter, der krævede demokratiske reformer i den lille ørkenstat.

Og nu kommer der en form for indrømmelse fra Udenrigsminister Lene Espersen (K) i et skriftligt svar til SF’s menneskerettighedsordfører, Kamal Qureshi, som Berlingske er kommet i besiddelse af.

Her skriver Udenrigsministeriet, at hoffet og regeringen i fremtiden nøje vil overveje, hvem Dronningen skal give ordener til, så man undgår 'misforståelser':

- Sagen har imidlertid kunnet give anledning til misforståelser med hensyn til den rolle, ordensudveksling spiller i relation til dansk udenrigspolitik. Det er derfor mellem Hoffet og Udenrigsministeriet aftalt, at spørgsmålet om ordensudveksling ved fremtidige officielle besøg fortsat overvejes nøje, herunder med særlig hensyntagen til, at der ikke bør kunne opstå tvivl på dette område, lyder det blandt andet i svaret fra Lene Espersen til Kamal Qureshi.

SF: Regeringen indrømmer uheldig praksis

Svaret glæder SF’eren, der stillede spørgsmålet tilbage i februar kort tid efter Dronningens besøg i Bahrain.

Kamal Qureshi har hidtil efterlyst, at regeringen tog ansvar for miseren, så man i fremtiden kunne undgå lignende sager, hvor regeringen på den ene side taler dunder mod diktaturer, mens landes statsoverhoved på den anden side hædrer de selv samme personer med landets højeste ordener.

- Svaret er en klar indrømmelse fra Udenrigsministeriet om, at den nuværende praksis har ført til, at der har været ordensuddelinger, som har været i strid med danske værdier, siger Kamal Qureshi, der nu forventer, at det er slut med kongelig hæder til diktatorer.

Professor: Regeringen giver sig selv en næse

Claus Haagen Jensen professor i forvaltningsret ved CBS, tolker også svaret fra Lene Espersen sådan, at regeringen i fremtiden vil blande sig i Dronningens ordensuddelinger.

- Svaret pointerer, at ordensudvekslingen hele tiden har været overvejet nøje, samtidig med, at ministeriet og hoffet giver hinanden en forsigtig lille næse, fordi spørgsmålet tilsyneladende skal overvejes nærmere i fremtiden. Dette varsler formentlig, at regeringen vil blande sig mere i spørgsmålet end tidligere, så man undgår, hvad svaret kalder ’misforståelser’, fortæller Claus Haagen Jensen til Berlingske.

Regeringen og hoffet har hidtil afvist, at regeringen på nogen måde har været blandet ind i Dronningens orden til Bahrains diktator. Flere eksperter har ellers peget på, at det netop var tilfældet, efter Berlingske fik afslag på aktindsigt i sagen med begrundelsen, at ordensuddelingen skete som led i statsstyret.

- Embedsmændene i Udenrigsministeriet kan med svaret ikke komme med en større indrømmelse uden at træde Lene Espersen over tæerne. Der lægges op til et kursskifte, hvor regeringen nu tager ansvar for, hvem Dronningen giver ordener til, siger Kamal Qureshi, der stadig ikke tvivler på, at regeringen var med til at blåstemple Dronningens hæder til Bahrains kong Khalifa.

Sagen blev i onsdags ekstra penibel, da en dansk statsborger blev idømt en livstidsdom i Bahrain, efter han havde efterlyst demokratiske reformer i ørkendiktaturet og bedt om at få løsladt politiske fanger.