Fødevareminister Dan Jørgensen har sammen sammen med erhvervsminister Henrik Sass Larsen præsenteret en fond på to milliarder kroner, der skal hjælpe det kriseramte landbrug. Der er opbakning fra Finansrådet og realkreditten.

Regeringen er mandag formiddag blevet enig med landbruget og den finansielle sektor om at øge indsatsen for at trække dansk landbrug ud af gældspiralen.

Det skal ske ved gældsnedbringelse for effektive landbrug eller ejerskifter på bedrifter, der ikke har vist sig tilstrækkeligt effektive. Derudover ser regeringen behov for at styrke landbrugets muligheder for at få adgang til kapital. Initiativet er ikke mindst rettet mod unge landmænd.

Derfor bliver der nu etableret en investeringsfond, Dansk Landbrugskapital, der bliver tilført et beløb på mindst to milliarder kroner. Heraf kommer staten med 0,5 milliarder kroner, mens resten stammer fra private investorer som pensionsselskaber og lignende.

Erhvervsministeriet skriver, at initiativerne vil kunne udvikle landbruget og understøtte den næste generation af landmænd.

»Landbrugs- og fødevareerhvervet har stor betydning for dansk økonomi. Sunde landbrug skaber grundlag for modernisering og øgede investeringer i landbrugs- og fødevareerhvervet til gavn for vækst og arbejdspladser i hele Danmark. Det er lykkes at opnå enighed med landbruget og den finansielle sektor om en fælles indsats, der vil styrke udviklingen i landbruget, og som bygger oven på vores Vækstplan for fødevarer,« siger erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) i en pressemeddelelse og fortsætter:

»Der er enighed om, at indsatsen for at nedbringe landbrugets høje gæld skal intensiveres og styrkes. Det er vigtigt, at vi får landbruget videre oven på krisen og får løst op for den fastlåste situation med de mange konkurstruede landbrug med høj gæld og lav likviditet,« siger han,

Det forventes, at hjælpepakken vil gøre det nemmere at låne for den tredjedel af landmændene, der er dybest forgældede, skriver tv2.dk

Henrik Sass Larsen peger også på, at landmænd, der i forvejen har meget gæld i bankerne, vil kunne låne nogle af disse penge til nye investeringer.

»Det kan være en middelstor bedrift, som gerne vil øge produktionen, hvor der skal skydes ganske mange penge ind i stalde og miljøanlæg, og hvor bankerne i forvejen måske har lidt for meget på bøgerne. Da vil vi kunne hjælpe til med friske penge, så man kan foretage den gode og rentable investering,« siger Henrik Sass Larsen til TV 2.

Cirka hver syvende landmand har så stor gæld, at landbruget er truet. Erhvervs- og vækstministeren vil dog ikke sætte tal på, hvor mange landmænd, der kan blive hjulpet af den nye pakke.