Pensionskasser skal investere i klimaforbedringer i ulande gennem en ny fond, som regeringen vil oprette.

100 millioner kroner skal bruges til lokkemad, som skal tiltrække store trecifrede millionbeløb fra pensionskasser. Og de penge skal investeres i klimaforbedringer i ulandene. Det er idéen bag en ny pengetank, Klimainvesteringsfonden, som udviklingsminister Christian Friis Bach (R) og klimaminister Martin Lidegaard (R) håber kan blive mangedoblet med årene ved at trække kapital ind i fonden fra pensionsselskaber og andre pengetanke. Det skriver Politiken lørdag.

Klimafonden skal administreres af Investeringsfonden for udviklingslande, IFU, som har årelang erfaring i investeringer i verdens fattige lande.

- Vi skønner, at de 100 mio. kr., der bliver skudt ind i fonden nu, kan blive til 400-500 mio. kr. med de institutionelle investorer, og at IFU så kan 8-10-doble det beløb, så der samlet kommer investeringer for op mod 4 mia. kr. i klimaområdet som følge af en investering fra os på 100 mio. kr., siger Christian Friis Bach til Politiken.

Han har selv deltaget i sonderinger med pensionskasserne, som ifølge de to ministre har vist interesse for at sende penge efter klimainvesteringer i udviklingslandene til en bred vifte af vedvarende energiløsninger. Et udsagn, som delvis bekræftes af direktørerne for et par af Danmarks store pensionskasser.

- Vi er midt i en dialog om de nærmere vilkår. Vi har ytret positiv interesse, men vi må selvfølgelig se de præcise vilkår, før vi kan tage endelig stilling, siger Torben Möger Pedersen, administrerende direktør i Pension Danmark, til Politiken.

BNB