Flere partier kritiserer regeringen for at holde på længe ventet udtalelse fra Straffelovrådet om konsekvenserne af at ophæve den omstridte blasfemiparagraf.

Straffelovens paragraf 140 - blasfemiparagraffen - er nu på vej tilbage i debatten, skriver Kristeligt Dagblad.

Selv om Straffelovrådet ifølge avisens oplysninger for mere end to måneder siden afleverede en længe ventet udtalelse om de juridiske konsekvenser af en ophævelse af paragraffen, så er den endnu ikke blevet offentliggjort.

Det møder kritik fra Enhedslisten og den borgerlige opposition, der mener, at regeringen forsøger at lægge låg på diskussionen ved at forhale offentliggørelsen af udtalelsen.

Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper (Ø) mener, at regeringen forhaler tingene helt unødigt, mens Venstres retsordfører Karsten Lauritzen (V) kalder det stærkt kritisabelt, at udtalelsen endnu ikke er blevet offentliggjort.

Straffelovsrådets udtalelse er omgærdet af en vis nervøsitet, vurderer direktør i tænketanken Justitia Jacob Mchangama.

»Jeg tror, der er en frygt for, at en afskaffelse af blasfemiparagraffen internationalt vil blive til en historie om, at landet, der tillod Muhammedtegningerne, nu åbner op for fri forhånelse af religion. Det kan også være, at man er bange for, at der stiller sig en person op på Rådhuspladsen og forsøger at brænde Koranen af. Der har været terrorangreb i Paris og København, og det er muligt, at den velkendte danske pragmatisme har sejret fremfor hensynet til grundlæggende principper,« siger Jacob Mchangama, der mener, at den omstridte paragraf bør afskaffes.

At regeringen skulle forsøge at forhale diskussionen om blasfemiparagraffen, afvises af Socialdemokraternes retsordfører Trine Bramsen (S). Hun påpeger, at der er andre emner, der står højere på den politiske dagsorden i den nuværende situation, skriver Kristeligt Dagblad.