Den nye regering svor, at den ville rulle besparelser på børnechecken tilbage. Men løftet er nu forsvundet.

Da den forrige regering sidste år besluttede at skære i børnechecken som led i den såkaldte genopretningsplan, vendte både Socialdemokraterne, SF og De Radikale det hvide ud af øjnene og kaldte det "asocialt" og en masse andet grimt.

Og de svor i varierende grad at rulle besparelsen tilbage.



Men i regeringsgrundlaget, som de selv samme tre partier står bag, leder man forgæves efter, at det løfte opfyldes.

Politiken erfarer, at de tre regeringspartier nok er enige om, at besparelsen skal afskaffes - men de kan ikke umiddelbart finde pengene.

Derfor er sagen foreløbig udskudt til finanslovforhandlingerne, hvor den kun vil komme med, hvis der kan skaffes penge.

SKAL BESPARELSERNE PÅ BØRNECHECKEN AFSKAFFES? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN

Besparelsen, der årligt indbringer omkring én milliard kroner til statskassen, vil ifølge beregninger fra Arbejdernes Erhvervsråd medføre, at der vil være 6.000 flere fattige i 2013 og 9.000 flere i 2020.

Formanden for Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersen, undrer sig over den nye regerings tøven:

- Jeg glæder mig ganske vist meget over, at den nye regering vil fjerne en række lave ydelser som starthjælp og kontanthjælpsloft, der gør mange børnefamilier fattige. Men så forstår jeg ikke, hvorfor man ikke også tager beskæringen af børnechecken med samtidig, siger hun.

Beskæringen af børnechecken sker gradvist år for år, og der er samtidig indført et loft, så en familie maksimalt kan få 35.000 kr. Det rammer især familier med tre børn eller flere.

Benedikte Kiær, der efter sin tid som socialminister nu er politisk ordfører hos De Konservative, mener, at der er tale om "gyldne løfter", som den nye regering løber fra:

- De har jo ellers skældt og smældet på den forrige regering over det her, konstaterer hun over for Politiken.

Synes du, at besparelserne på børnechecken skal rulles tilbage?

Deltag i debatten under artiklen. De bedste indlæg bliver bragt i B.T. onsdag.

/ritzau/