Regeringen sætter nu alt på ét bræt for at undgå et truende valg. Sådan vil finansministeren smede den gigantiske aftale, som kun de færreste tror på er mulig.

»Det går strålende,« siger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), da han haster forbi os og smutter ind i en elevator på Christiansborg.

Hans rævesmil fortæller imidlertid en anden historie, og det er, at han er alvorligt udfordret.

I over en måned har Hjort forsøgt at lokke Liberal Alliances leder Anders Samuelsen til forhandlingsbordet. Men uden held.

Nu må det briste eller bære. I de kommende uger sætter Hjort og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) alt på ét bræt. Lykkes planen, vil de to skrive sig ind i historiebøgerne og opnå noget nær heltestatus i borgerlige kredse.

Ryger planen på gulvet med et brag, bliver regeringen væltet og skal ud og møde vælgerne. Et valg vil sandsynligvis bringe socialdemokraten Mette Frederiksen til magten og udløse et kaotisk formandsskifte i Venstre.

Derfor gambler Løkke og Hjort ikke kun med en meget ambitiøs og langsigtet politisk plan for Danmark. De gambler med deres egen politiske skæbne.

Efter samtaler med insider-kilder i de fire borgerlige partier samt S og R er det muligt at kortlægge hovedlinjen i Hjorts forhandlingsstrategi.

Finansministeren forfølger både et rødt spor og et blåt spor.

I første omgang vil han afprøve, om det via det røde spor kan lade sig gøre at lave en bred aftale om det kommende ejendomsvurderingssystem. S og R har sagt meget klart, at man er parat til at forhandle om at sikre ro om ejendomsskatten for de to millioner danskere, der bor i egen bolig. Fordelen ved en bred aftale er, at den kan holde i mange år – uanset om regeringen skifter farve efter et valg.

Lykkes det mod forventning ikke at få S eller R med, skifter Hjort spor og fortsætter med de blå partier.

Strategien i det blå spor går ud på at indgå en hel lille mosaik af delaftaler med Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og de Konservative om bolig, den særlige PSO-afgift og om finansloven for 2017.

Hjorts tankegang med den fremgangsmåde er at opbygge en fortrolighed mellem ham og de to partiformænd; Anders Samuelsen og Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl. Centrale kilder i Venstre, DF og LA peger netop på den manglende tillid som årsagen til, at man ikke har turdet at blotte sig ved forhandlingsbordet.

Kristian Thulesen Dahl er usikker på Hjort, fordi han sneg en besparelse på pensionisternes boligydelse på 90 mio. kr. ind i 2025-planen uden at orientere ham først.

Anders Samuelsen frygter, at de to andre kun er ude på at presse ham op i et hjørne.

Hvis det lykkes at få en række delaftaler på plads, håber Hjort på, at stemningen omkring bordet i det historiske Struensee-værelse i Finansministeriet er blevet så god, at man kan begynde at tale om alt det, der er virkelig vanskeligt:

Samuelsens krav om fem procentpoint lavere topskat hele vejen op og Thulesen Dahls permanente grænsebomme.

LAs trussel er reel

Regeringens 2025-plan er gigantisk. Det svarer til at forhandle de kommende ni års finanslove på plads inden jul. Man vil bede danskerne om at vente seks måneder med at gå på pension, omlægge uddannelsesstøtten og ophæve skattestoppet for boligejerne. Det er lidt af en mundfuld for en smal Venstre-regering.

Et af problemerne har været, at det først for nogle få dage siden gik op for Løkke, at Samuelsen virkelig mener det, når han truer med at vælte regeringen til januar, hvis ikke han får sine fem procentpoint på topskatten. Siden august har Venstres ministre nemlig været overbeviste om, at Samuelsen var til salg for en lettelse på kun tre procentpoint – altså at topskatten sættes ned fra 15 til 12 pct. hele vejen op.

Ifølge BTs oplysninger har Claus Hjort p.t. sonderinger med LA og DF hver for sig, hvor han forsøger at afsøge, hvad deres pris kan være for at acceptere modpartens krav.

Hjorts højre hånd i forhandlingerne er Venstres finansordfører Jacob Jensen. Han afviser at tale om strategien, men understreger, at regeringen går til forhandlingerne vel vidende, at man kun har 34 mandater bag sig.

»Løsningen ligger ikke lige på den flade hånd, men jeg håber, at der er tilstrækkelig med politisk vilje i de forskellige partier til at undgå et valg nu. Danskerne er ikke interesseret i et valg,« siger Jacob Jensen.

I Venstres folketingsgruppe er der en tyrkertro på, at Løkke nok skal finde på noget. Selv når det ser sortest ud.

»Der er to et halvt år til næste valg,« siger den politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen.