Der er ikke blevet gjort nok for at bremse tvangsægteskaber, erkender socialministeren, som er klar med en ny strategi på området.

Hvert år kontakter hundredvis af kvinder landets krisecentre, fordi de er ved at blive tvunget ind i ægteskab. Men alligevel er der ikke en faldet en eneste dom på området i de seneste fire år, hvor loven mod tvangsægteskaber har været skærpet.Derfor mener regeringen nu, at der skal andre metoder til for at forhindre kvinder og mænd i at blive gift mod deres vilje. For der bliver ikke gjort nok for at stoppe tvangsægteskaber, erkender socialminister Karen Hækkerup over for TV2 Nyhederne.

- Det er ikke nok at lovgive. Her skal vi ud og have fat i både de unge og deres forældre. Vi skal ud og være med til at holdningsbearbejde, og så skal vi vise de unge, at vi tager dem alvorligt. De skal stole på, at står de i den her tragiske situation, så er samfundet på deres side, siger hun.

Socialministeren er klar med en national strategi til 24 millioner kroner. Den skal sikre klare retningslinjer for de medarbejdere, der får mistanke om et muligt tvangsægteskab. Samtidig skal der iværksættes bedre undervisning på lærer-, pædagog- og socialrådgiveruddannelserne til håndtering af æresrelaterede konflikter samt særlig støtte til unge, der vender hjem til Danmark efter en genopdragelsesrejse. Derudover kommer der med strategien også fokus på drenge og unge mænd, der flygter fra tvangsægteskab, oplyser TV2 Nyhederne.

BNB