Vil øge timetallet i folkeskolen med hvad der svarer til tre års skolegang.

Når regeringen kommer med sit udspil til en reform af folkeskolen, som fremlægges i næste uge, er det med nye ugentlige timetal for alle skoles klassetrin, mens lærerne skal undervise mere.

Seks timer dagligt skal eleverne i 0.-3. klasse gå i skole. Fra 4.-6. klasse drejer det sig om samlet set 35 timer om ugen, mens de ældste elever på folkeskolen skal undervises lige så længe, som en almindelig arbejdsuge varer, 37 timer.

Sådan lyder regeringens udspil til en folkeskolereform, som Morgenavisen Jyllands-Posten er kommet i besiddelse af.

I alt svarer det samlet til tre ekstra års skolegang i forhold til nu. De nye minimumstimetal ligger altså på 30, 35 og 37 timer, som gøres obligatoriske, hvis det står til regeringen.

Allerede tidligere på ugen kom det frem, at de danske folkeskoleelever skal have flere timer, når regeringen øger minimumstimetallet bliver hævet, ligesom det også blev pointeret, at lærerne møder krav om, at de - for at kunne opnå de nye mål - tilbringer mere tid på skolen med undervisning. Dog er det først nu, at sløret bliver løftet for de konkrete timetal for de forskellige årgange.

Når overenskomstforhandlinger går i gang, vil kommunerne, som sidder over for lærerne, gå langt for at få deres krav gennemført, forklarer KLs chefforhandler, Michael Ziegler (K).

- Målet er at nå hele vejen. Det er ikke bare den rituelle stammedans op til en overenskomstforhandling. Vi mener det, siger Ziegler, som også er borgmester i Høje-Taastrup Kommune, til jyllands-posten.dk.

Den er lærerne dog ikke med på, gør deres formand, Anders Bondo Christensen, klart.

- Regeringen har ikke på et eneste tidspunkt ønsket at drøfte det her med os, selv om vi har sendt brev til statsministeren med et ønske om dialog. Hvis det står til troende, at lærerne stort set skal finansiere reformen, forstår jeg slet ikke regeringen, siger han til jyllands-posten.dk om udspillet.

HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN NEDENFOR ELLER PÅ FACEBOOK HER