Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) opgiver at hæve pensionsalderen yderligere, siger han til DR Nyheder og Jyllands-Posten.

Det sker i erkendelse af, at der ikke kan samles politisk opbakning til planerne, oplyser statsministeren.

På 20 år er levetiden for 60-årige mænd og kvinder steget med 4,2 år og 3,4 år ifølge Finansministeriet, skriver Jyllands-Posten.

'I dag lever vi længere, end vi regnede med, og samtidig mangler der ledige hænder. Derfor ville det være fornuftigt at justere forliget for at skabe større lighed mellem generationerne og sikre vores fremgang og velstand.'

'Det er dog overordentligt svært at se, at der kan samles bred opbakning til det. Regeringen har derfor besluttet, at de planer, som vi præsenterer om en uges tid, ikke vil indeholde det element,' skriver Lars Løkke Rasmussen i en mail til avisen.

Om godt en uge fremlægger regeringen sin 2025-plan, der vil adressere, hvordan flere får lyst at blive på arbejdsmarkedet, siger Lars Løkke Rasmussen til DR Nyheder.

Den seneste ændring af pensionsalderen skete i 2011.

Opdateres...

/ritzau/