V og DF beskylder regeringen for løftebrud efter nye prisstigninger i den kollektive trafik. De vil dog ikke selv love billigere transport.

Landets togrejsende kan passende bruge togturen hjem til jul på at regne ud, hvor meget mere de i 2015 skal betale for den daglige transport.

Næste år stiger priserne i den kollektive trafik for fjerde år i træk. I hovedstaden vil et periodekort til to zoner til næste år koste 365 kroner mod 320 kroner i 2011. Det er milevidt fra det løfte, som den daværende formand for SF, Villy Søvndal, gav forud for folketingsvalget i 2011. Dengang blev danskerne stillet i udsigt, at billetpriserne ville falde med 40 procent i hovedstaden.

BT har lavet beregninger med tal fra Danmarks Statistik, der viser, at priserne på togbilletter, herunder gennemsnitsprisen for alle typer billetter, er steget med 11 procent fra september 2011, hvor den nye regering så dagens lys, til og med november 2014.

I samme periode er de samlede forbrugerpriser steget 3,4 procent.

Med de nye prisstigninger, som vil ramme pendlere med periodekort i fire af landets trafikselskaber, vil tallet givetvis være endnu højere, når regeringen skal gøre regnskabet op ved udgangen af dens valgperiode.

Hos oppositionen beskylder man regeringen for løftebrud.

»Det er grotesk. Jeg kan stadig huske Villy Søvndal, der hang på alle busserne og lovede, at han ville sænke billetpriserne med 40 procent i København,« siger transportordfører for Dansk Folkeparti Kim Christiansen (DF).

Spørgsmål: Vil I selv love billigere kollektiv trafik?

»Vi skal have mere konkurrence inden for den kollektive trafik, og jeg vil gerne effektivisere mere. Det vil jeg gå til valgkamp med, men jeg vil ikke give løfter om billigere trafik. Det tror jeg, at Villy Søvndal er et meget godt eksempel på, at man ikke skal gøre,« siger han.

Transportordfører hos Venstre Kristian Pihl Lorentzen (V) mener, at regeringen har et forklaringsproblem.

»Prisstigningerne, der været under den nuværende regering, står i skærende kontrast til, hvad der blev lovet, og hvad der i øvrigt står i regeringsgrundlaget. Regeringen har et gigantisk forklaringsproblem over for vælgerne, som med rette må føle sig snydt.«

Spørgsmål: Får vi billigere kollektiv trafik, hvis Venstre kommer til magten?

»Vi står vagt om takstloftet, som vi indførte i 2008 (med loftet skal den kollektive trafik følge den almindelige prisudvikling inden for en række parametre, red.). Vi kan ikke love lavere takster, for vi kan ikke finde penge til det. Men vi står vagt om takstloftet,« siger transportordføreren til BT.