En pressemeddelelse med udtalelser fra tidligere justitsminister Karens Hækkerup om syriske asylansøgere er nu blevet rettet. Det skriver Politiken.

Det sker, efter Karen Hækkerups blot én måned gamle udtalelser, der begrundede regeringens varslede asylstramninger, viste sig ikke at holde stik.

I pressemeddelelsen på Justitsministeriets hjemmeside stod oprindeligt, at »langt størstedelen« af de syriske asylansøgere, der kommer til Danmark, ikke er individuelt forfulgte.

Men det passer ikke. Derimod fik 1.046 ud af de 1.382 syrere, som sidste år fik asyl, status som individuelt forfulgte, skrev Politiken mandag.

Siden er pressemeddelelsen blevet ændret, så der både i teksten og i udtalelser, som Karen Hækkerup er citeret for, nu står, at en »væsentlig del« af asylansøgerne ikke er individuelt forfulgte.

I en mail til Politiken udtrykker den nye justitsminister, Mette Frederiksen (S), tilfredshed med, at udtalelsen nu er korrigeret.

BNB