Fremover skal indvandrere vente op til 11 år på at blive sammenført med deres ægtefælle, mener regeringen.

København. Regeringen har i sit 2025-udspil lagt op, at det skal være sværere at opnå permanent opholdstilladelse for indvandrere. Det bliver dermed også sværere at få sin ægtefælle til landet for dem, der ønsker permanent ophold.

Det nuværende krav om, at en udlænding skal have boet i Danmark i seks år for at opnå permanent opholdstilladelse, hæves til otte år.

Forslaget kommer kun til at ramme udlændinge, som kommer til landet som indvandrere, ikke flygtningen.

Der gælder et andet regelsæt, hvis man kommer til landet som flygtning. Her skal nogle grupper vente op til tre år på at opnå familiesammenføring.

I dag er det et krav, at en udlænding skal have haft permanent opholdstilladelse i tre år for at få sin ægtefælle til landet.

Regeringen ønsker med forslaget, at personer der komme til Danmark som indvandrere, kan komme til at vente op til 11 år på familiesammenføring.

- Vi står helt med tåspidserne på kanten af konventionerne, siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) på et pressemøde.

Hun henviser til menneskerettighedskonventionen, hvor det er skrevet ind, at alle mennesker har ret til et familieliv.

- Vi går til kanten af, hvor lang tid man kan udskyde ægtefællesammenføring, siger hun.

Hvis det står til regeringen, skal man ud over den generelle forlængelse vente endnu længere på opholdstilladelse, hvis man har modtaget en dom.

Har man modtaget en betinget fængselsstraf, skal man vente ekstra seks år mod i dag fire år og seks måneder.

Har man modtaget en ubetinget frihedsstraf over 60 dage, forlænges ventetiden med 15 år mod i dag 12 år, før man kan opnå permanent opholdstilladelse i Danmark.