Mange grønlændere er frustrerede over deres politikere, fortæller en lokal avisredaktør. Det er endnu uklart, om regeringskrisen vil udløse et valg.

Den politiske situation i Grønland ser særdeles usikker ud, efter det borgerlige parti Atassut onsdag har trukket sig fra regeringssamarbejdet med socialdemokratiske Siumut.

Atassut, der er det lille parti i regeringen, trækker sig i protest over, at selvstyreformand Aleqa Hammond (Siumut) slipper for et mistillidsvotum i sagen om hendes påståede misbrug af offentlige midler.

Det er fortsat uklart, om Siumut kan bevare regeringsmagten, fortæller Poul Krarup, der er ansvarshavende chefredaktør på den grønlandske avis Sermitsiaq.

»Der er ingen, der ved, hvad der sker lige nu. Der kan enten blive udskrevet valg, der kan blive dannet en mindretalsregering, eller der kan blive dannet en samlingsregering,« siger han.

»Lige nu, efter at oplysningerne om Atassut er kommet ud, ved vi ikke, hvad der sker. Men Siumut vil for enhver pris undgå et valg, fordi de vil tabe. De vil prøve enten at fortsætte med en mindretalsregering eller en samlingsregering, som nok vil være umuligt,« siger Poul Krarup.

Chefredaktøren forudser, at den kommende tid vil være præget af svære politiske forhandlinger, og at oppositionen vil kræve valg for at få renset luften.

»Det er der tilsyneladende flertal for. Atassut støtter et valg, og det er overraskende,« siger Poul Krarup.

Regeringskrisen har sine rødder i en bilagsskandale, der involverer Aleqa Hammond. Hun beskyldes for at have brugt omkring 106.000 kroner fra de offentlige kasser til private formål som hotelophold og flybilletter. Selv fastholder hun, at der er sket en fejl, og hun har fået orlov, mens en undersøgelse af sagen står på.

I et Grønland præget af økonomiske udfordringer har sagen vakt opsigt, og mange almindelige grønlændere udtrykker frustration over de folkevalgte, forklarer Poul Krarup.

»Befolkningen - dem, der udtrykker sig - er rasende på politikerne over det her. Der er opbygget en politikerlede i løbet af de sidste par år,« siger han.