Astrid Krag har brugt de seneste dage på at søge opbakning i partiet, lyder det fra politisk redaktør, der tror på urafstemning mellem hende og en venstrefløjskandidat.
Når Astrid Krag siden fredag har svaret vævende på spørgsmål og ikke har villet melde ud, hvorvidt hun er kandidat til posten som SFs formand efter Villy Søvndals afgang, så er det fordi, hun ikke vil tabe ansigt. Det siger politisk redaktør på Radio24syv, Jesper Termansen.
- Med et formandsvalg af denne her slags, hvor der er udsigt til, at man kan kæmpe om det, der vil der jo være en interesse i, at man ikke taber ansigt. Det vil sige, at man udadtil holder det svævende, om man er kandidat, og indadtil arbejder man sammen med de folk, der arbejder for ens kandidatur, for at søge støtte. Det er en ret velkendt mekanisme, så man kan se, hvor stor opbakning, man har, siger Jesper Termansen.
Berlingske erfarer, at sundhedsministeren senere onsdag vil melde sit kandidatur og netop har brugt dagene på at søge opbakning i baglandet.
- Det er særligt interessant for SF, for det er partiets medlemmer, der afgør det, siger Jesper Termansen.
Han bruger som eksempel, at da Socialdemokraterne skulle vælge mellem Svend Auken og Poul Nyrup i 1992, var det de enkelte partiforeninger, der afgjorde, hvad foreningen hver især mente, og derefter blev formandsvalget afgjort på en kongres.
- Men her kan det jo være uforudsigeligt, for en ting er, hvad de, der er organiserede i SF, mener, en anden ting er, hvad medlemmerne mener. Det er ikke sikkert, at medlemmerne kommer i partiforeningen, så det kan være svært at forudsige, hvem der har styrken, siger Jesper Termansen.
Han mener også, der har været sonderinger mellem fløjene i SF, især den grønne fløj, som blandt andre miljøminister Ida Auken, der også hurtigt blev nævnt som mulig formandskandidat, tilhører. Hun meddelte i weekenden, at hun ikke stiller op, men ifølge Jesper Termansen skal fløjen have en form for betaling, så den også er repræsenteret i partiet.
- Nu er gruppeformandsposten jo i spil, efter Pernille Vigsø Bagge har sagt, hun ikke stiller op. Der kan være diskussion om koordinationsudvalget, regeringens inderste udvalg, hvor Thor Möger Pedersen sidder - skal han fastholde den plads, eller skal en Ida Auken måske have den? Alle kabalerne skal gå op, så man sikrer magtbalancen, siger Jesper Termansen.
Han regner med, at endnu en kandidat melder sig på banen kort tid efter, Astrid Krag onsdag aften meddeler, at hun er kandidat.
- Der kommer nok en venstrefløjskandidat, så jeg tror, der kommer en urafstemning, siger Jesper Termansen.
Fristen for at melde sig som kandidat til formandsposten i SF er fredag i næste uge.