Rasmus Jarlov afviser overfaldsmandens påstand om, at overfaldet skulle være udløst af, at Jarlov selv stod og skubbede.

Lederen for De Konservative i Københavns Borgerrepræsentation Rasmus Jarlov blev onsdag eftermiddag overfaldet ved demonstrationen på Christiansborg Slotsplads i København mod Dong-salget til Goldman-Sachs.

Rasmus Jarlov fortæller til BT, at det er pure opspind, når overfaldsmanden har sagt til BT, at Jarlov skulle have skubbet til overfaldsmanden.

- Jeg ved ikke hvor det kommer fra. Han gik bare på mig, og gav mig et par slag i ansigtet. Derfor kan han vente en anmeldelse, siger Rasmus Jarlov.

Rasmus Jarlov oplyser dog, at han ikke har fået nogen skader, men kun mistet de ting, som han havde med sig på pladsen.

- Vi stod henne ved rytterstatuen, hvor vi ville lave et banner med ordene 'JA TIL SALG AF DONG', da en autonom efter bare 5-10 minutter kommer hen og river banneret væk, og andre siger at vi skal forlade pladsen.

Derefter eskalerede hændelserne, og først da politiet dukkede op i form af en civilbetjent kom der ro på.

- Jeg synes, det er en underlig måde at reagere på, siger Rasmus Jarlov.

- Det er vores grundlovssikrede ret, at vi kan demonstrere for det vi vil, og vi opførte os ikke provokerende overfor nogen.