Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) må sande, at det kan være svært at gøre alle kritikere tilfredse. Statsministeren, der er kendt for sine ekstravagante flyrejser på første klasse, har nu fået fagbevægelsen på nakken for at have rejst med det kontroversielle lavprisselskab Ryanair.

Lars Løkke Rasmussen blev angiveligt spottet i Københavns Lufthavn i søndags, da han klokken 18.35 – sammen med sin kone Sólrun - steg om bord på et Ryanair-fly med kurs mod feriedestinationen Malaga. Det skriver Ekstra Bladet, der har været i kontakt med passagerer, som fløj med statsministeren.

Nu har Lars Løkkes billige flyvalg sat sindene i kog hos fagbevægelsen, som netop nu forhandler med arbejdsgiverne og regeringen om en aftale, der skal sende flygtninge i arbejde.

Formand for 3F Kastrup, Henrik Bay-Clausen, bekræfter ifølge Ekstra Bladet, at en række af hans medlemmer så statsministeren med frue stige om bord på Ryanair-flyet.

»Jeg mener, at det er noget pis, at vores statsminister flyver med et flyselskab uden overenskomst. Ryanair udgør jo en direkte trussel mod den danske model - samtidig sidder han for bordenden ved trepartsforhandlingerne, og beder lige præcis fagbevægelsens medlemmer levere,« siger han til Ekstra Bladet.

Lars Løkke Rasmussens flyvaner har tidligere været til diskussion i medierne. I efteråret 2014 var han presset i bund, fordi han havde rejst på første klasse til fjernøsten i sit egenskab at være formand for den omstridte miljøorganisation GGGI. I kølvandet på sagen måtte statsministeren igennem et over tre timer langt pressemøde, hvor han undskyldte for sit valg af fly.

3F og Ryanair har længe været oppe og toppes. Således måtte flyselskabet i sommers lukke deres permanente base i Københavns Lufthavn efter en dom i Arbejdsretten.