Det var status i aftes, efter det stod klart, at det ikke lykkedes Lene Espersen (K) at nå frem til en stor konference i Kabul, som USAs udenrigsminister også deltog i.
Balladen skyldes, at usbekerne ikke ville tillade Espersens fly at overflyve landet på vej til Afghanistan. Flyet var tidligere blevet nødt til at lande i Kazakhstan på grund af et angreb på lufthavnen i Kabul.
Ukendt ambassadør
'Chikane', kaldte ministeren i en kommentar den usbekiske behandling af ansøgningen om overflyvning.
- Man sidder med en bitter smag i munden, for vi kunne godt have nået det, hvis ikke det havde været for den urimelige behandling, sagde hun til Berlingske Tidende, der var med på turen.
Udenrigsministeriet meddelte, at den usbekiske ambassadør i Danmark stod til en ubehagelig samtale. Problemet er bare, at Usbekistan ingen ambassadør har i landet, og der er heller ikke akkrediteret nogen ambassadør med bopæl i et andet land med ansvar for Danmark, oplyste Udenrigsministeriet senere til Ritzau.
Ups-bekistan
Usbekistan var blevet til Ups-bekistan for den kriseramte udenrigsminister, der altså lige så godt kunne have krævet et møde med ambassadøren fra Langbortistan.
Hun var måske lidt for hurtig på aftrækkeren, fordi bitter erfaring har vist, at vælgerne gerne ser, at Espersen prioriterer at nå frem til møder med Clinton. Det gjorde hun ikke tidligere på året, hvor en familie-ferie vandt over et arktisk topmøde.
Ironisk nok kan ministerens forsøg på at passe på skatteydernes penge være skyld i, at hun ikke nåede frem. Ifølge Politiken valgte Espersen at flyve i privatfly, da det var billigere end at betale for Forsvarets maskine, men det kostede mødet med Clinton & co.
Andre deltagere i konferencen måtte også omdirigeres på grund af angrebet, men da de fløj i militærfly, fik de lov at lande på en amerikansk base og kunne herfra flyves til Kabul med helikopter.
Det usbekiske nej betød, at Lene Espersen ikke kunne nå frem til konferencen, inden den sluttede, og hun vendte derfor om.






















