Tidligere udenrigsminister, Niels Helveg Petersen (R) lægger ikke fingrene imellem, når det gælder Dansk Folkepartis forslag om at sende Danmarks flygtninge til Afrika.

Dansk Folkepartis Martin Henriksen foreslog i går, at alle flygtninge, der opnår asyl i Danmark, med det samme skal sendes til flygtningelejre i udlandet - f.eks. Kenya. Forslaget skulle ifølge Martin Henriksen betyde, at flygtninge ville opgive Danmark, fordi det bliver for besværligt at få lov til at bo her.

Niels Helveg Petersen gennemhuller forslaget punkt for punkt og tøver ikke med at kalde det 'helt urealistisk'.

- For det første løser Dansk Folkepartis forslag ikke Danmarks problemer. Vi er forpligtet til at modtage en andel af flygtninge i forhold til internationale konventioner. Det kan vi ikke slippe uden om ved at sende flygtningene til Afrika, siger han til bt.dk.

- For det andet, så rejser forslaget en lang række praktiske spørgsmål. Har Martin Henriksen (DF) overhovedet talt med nogle af de afrikanske lande om det her? Har han nogen, som vil være villig til at modtage Danmarks flygtninge. Jeg tror det næppe. Der er i forvejen masser af flygtningelejre rundt omkring i verden.

- Dernæst skal danske bygningsarbejdere og arkitekter afsted for at bygge lejrene. Men hvis ikke de afrikanske lande vil samarbejde, har Dansk Folkeparti så tænkt sig, at vi skal til at indkøbe egne landområder, flyvepladser og busser?

Niels Helveg Petersen (R) er først og fremmest bekymret for, hvad der kommer til at ske med de millioner af flygtninger, der allerede længe har boet i lejre i Tyrkiet og Jordan.

- Vi ved, at det er noget af det mest ødelæggende, vi kender. De palæstinesiske flygtningelejre viser, hvad der sker, når folk bor i lejre i årevis og unge vokser op i håbløshed.

- Jeg ser ikke nogen god løsning på det ulykkelige problem. Der er ikke udsigt til nogen fredelig forhandlingsløsning i Syrien. Den kommer på et tidspunkt, men landet vil ligge i ruiner i årtier efterfølgende.

Niels Helveg Petersen mener, at forslaget om at eksportere flygtningene til Afrika er så urealistisk, at det heller ikke vil kunne lykkes en anden regering at gennemføre det efter et valg.

- For mig afslører forslaget, at man ikke har kendskab til hvordan lande handler. Det er ikke en ide, der kan klare konfrontation med virkeligheden. Jeg hører gerne om det, hvis Martin Henriksen finder lande at samarbejde med om projektet. Men det bliver nok ikke nemme forhandlinger for ham, når han samtidig skal fortælle dem, at han vil skære ned på ulandsbistanden, siger Niels Helveg Petersen (R).

DF's forslag blev lanceret efter regeringen opjusterede forventningen til, hvor mange asylansøgere Danmark vil modtage i 2014 til 20.000. Helle Thorning-Schmidt betonede i sin åbningstale, at det er de mange konflikter, som krigen i Syrien, der driver flere mennesker på flugt, end vi hidtil har set.