Det er i vuggestuerne, den sociale arv skal brydes. Derfor vil de Radikale lave en ordning, hvor særligt talentfulde pædagoger skal sættes ind i de mest udsatte institutioner.

Kampen for at bryde den sociale arv begynder allerede i vuggestuerne, hvor der fremover skal gøres en endnu større indsats for de socialt udsatte børn.

Det mener de Radikale, der nu foreslår, at kommunerne opretter talentprogrammer for særligt dygtige pædagoger, som efterfølgende skal sendes ud i de mest belastede daginstitutioner.

»Vi skal finde de talentfulde pædagoger og få dem ud i de institutioner, hvor de mest udsatte børn er. Med pædagogernes viden og evner kan de være med til at gøre en afgørende forskel,« siger socialordfører Lotte Rod (R).

Hun oplever, at der i dag er en tendens til, at der er færre uddannede pædagoger, højere sygefravær og mindre efter- og videreuddannelse for medarbejderne i de institutioner, der ligger i de mest udsatte områder.

»Derfor er det vigtigt, at de bedste pædagoger arbejder i de institutioner, hvor der er flest udsatte børn. Så hvis vi virkelig vil noget med at bryde den sociale arv og give alle børn lige muligheder, så skal vi være meget strategiske i at spotte pædagogtalenterne og få dem ud i de institutioner, hvor der er de mest brug for dem,« siger Lotte Rod.

Den radikale tanke er, at kommunerne skal gå sammen om at udvikle talentprogrammet i samarbejde med en eller flere professionshøjskoler, der uddanner pædagogerne.

Hos pædagogernes fagforbund, BUPL, er formand Henning Pedersen ikke helt overbevist om, at talentprogrammer for pædagoger er den bedste vej frem.

»Jeg hæfter mig ved, at forslaget er en anerkendelse af pædagogernes faglighed. Men om det lige skal være talentuddannelse, det ved jeg ikke rigtig, for jeg ved ikke, hvad de lægger i begrebet »talent«, eller hvordan man skal udpege de her talenter,« siger han.

I stedet synes pædagogernes formand, det giver god mening at opkvalificere de mest engagerede pædagoger.

»Man skal spille på interessen og lysten til at arbejde med de problemer, der er i de belastede områder. Og så give videreuddannelse til at løse opgaverne,« siger han.

»De Radikale kunne passende knytte det til forslaget om ekstra normeringer i de socialt belastede områder og et mål om at have flere uddannede pædagoger i institutionerne,« siger Henning Pedersen.

De Radikale holder landsmøde lørdag og søndag, hvor talentprogrammerne er på dagsordenen.