Op til weekendens landsmøde i Radikale Venstre er partiet klar med et nyt socialpolitisk tiltag. Partiet vil inden 2015 halvere antallet af lejere, der sættes på gaden. Det skriver Information.
Onsdag kom det frem, at antallet af lejere, der sættes på gaden, er faldet. I de første otte måneder af 2012 har boligselskabet KAB, der administrerer ca. 50.000 almene lejemål sat 261 lejere på gaden, mens tallet i 2011 nåede op på 497.
Der findes endnu ikke officielle tal fra Domstolsstyrelsen fra 2012, men Boligselskabernes Landsforening (BL) genkender tendensen:
- Vi tror, at kurven er knækket, og at der er grund til optimisme. Det er glædeligt, fordi det at fastholde folk i deres bolig er billig forebyggelse af sociale problemer, siger direktør i BL, Bent Madsen til Jyllands-Posten.
Mange års stigning i antallet af udsættelser er tilsyneladende bremset, men arbejdet med at nedbringe antallet af boligløse skal prioriteres endnu mere, lyder det nu fra Radikale Venstre:
- Der er ingen tvivl om, at udviklingen går den rigtige vej, men det kan gøres endnu bedre. Derfor vil vi halvere antallet af lejere, der smides ud af deres boliger inden årsskiftet 2015, siger partiets socialordfører, Liv Holm Andersen.
Spørgsmål: Hvordan vil I konkret nedbringe antallet af udsættelser?
- Det væsentligste problem er, at kommunerne ikke har frihed til at gøre det, der virker. Lige nu er kommunens hjælp målrettet, når det går galt, hvor vi derimod gerne vil bruge ressourcerne, før det går galt, siger Liv Holm Andersen til Information.
Af konkrete værktøjer peger hun på, at kommunen selv skal have mulighed for at betale huslejen for de udsatte familier, når det virkelig brænder på, øge tilbuddet om økonomi- og gældsrådgivning, hjælp til at søge boligstøtte og trækning af husleje før overførselsindkomster udbetales.
BNB



