De unge danskere, som drager i hellig krig i Syrien og Irak, vil få inddraget deres pas, advarer den ny radikale leder, økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard.

Forslaget er et hovedpunkt i den handlingsplan, som regeringen i disse dage arbejder på højtryk for at blive færdig med.

- Det uvæsen skal stoppes med alle midler. Hvis det indebærer, at vi i Danmark skal gøre som i andre lande og tage passet fra folk, så gør vi det. Det skal stoppes og straffes, siger Morten Østergaard til bt.dk.

Ifølge Politiets Efterretningstjeneste er omkring 100 danskere rejst til Syrien og Irak for at kæmpe for en islamisk stat. 

Morten Østergaard understreger, at det i hans øjne er helt uacceptabelt, hvis danske soldater og andre udsendinge i konfliktområdet risikerer at møde andre danskere, der kæmper på den anden side og bidrager til at optrappe konflikten i stedet for at løse den.

- Radikale er imod enhver form for fanatisme. Og den her form er særlig grum, fordi den smider benzin på bålet. Vi har ingen håndskyhed overfor at tage meget drastiske midler i brug. Allerhelst ser vi, at ingen har lyst til at drage i hellig krig. Der har vi en række anbefalinger, som vi kan bygge på, og det er socialministeren i fuld gang med. Men vi kan jo se, at der er nogle, der alligevel ender i den kedelige situation, at de er klar til at drage i hellig krig. Til dem må vi bare sige, at det vil vi gøre alt, hvad der står i vores magt, for at forhindre. Og i det omfang det ikke lykkes os, må de forvente, at de bliver straffet, hvis det kan lade sig gøre med den nuværende lovgivning, siger Morten Østergaard.

Hvad mener du om udmeldingen? Deltag i debatten på vores Facebook-side.