De Radikale ser gerne en ministerrokade i dette efterår.
På partiets landsmøde på Nyborg Strand i denne weekend siger en række medlemmer af partiets nyvalgte hovedbestyrelse, at man ikke vil lægge sig hindrende i vejen for en rokade i regeringen, hvis SF ønsker det.
Elisabeth Arnold, som sad i Folketinget fra 1988 til 2005 og blev topscorer ved valget til hovedbestyrelsen, siger at et regeringsparti selv bestemmer suverænt over de poster, man har.
- Men der skal være en balance mellem tunge og lette ministerier. Det overlader man normalt til det parti, der vil rokere. Mimi Jakobsen gjorde det i Nyrup-regeringen, siger hun.
Et andet garvet medlem af hovedbestyrelse Sven Skovmand siger:
- Hvis SF ønsker at deres ministre skal omplaceres, skal vi ikke blande os i det.
Jesper Gronenberg mener, at regeringens kommende ét-års jubilæum kan være en glimrende anledning til at overveje at blande kortene igen.
- En rokade angår ikke radikale ministre. Hvis SF vil lave noget internt med deres ministerposter eller lave en handel med socialdemokraterne, så Astrid Krag kan få et tungt ministerium, så fint med det. Men der er ingen grund til at skifte rundt med de radikale ministre. Men nu har regeringen siddet i et år, og det kan være en glimrende anledning til det, siger han.
Tidligere landsformand Søren Bald er helt enig med Jesper Gronenberg
- Når man indgår i en trekant, er det vigtigt at alle synes de har fået noget ud af det, siger han med et smil.
Jesper Gronenberg understreger, at SF må selv tage beslutningen.
- Det kræver, at de holder op med at tale deres nederlag op og deres sejre ned, tilføjer han.
Søren Bald afviser ikke at krisen i SF kan udvikle sig sådan, at SF træder ud af regeringen.
- Hvis SF nåede til den konklusion, at de vil træde ud af regeringen, synes jeg det er klogt at den radikale ledelse benyttede et hovedbestyrelsesmøde til at drøfte de politiske implikationer i det.
Han begrunder det med, at hvis SF træder ud af regering, er det også sandsynligt, at partiet trækker sig fra det parlamentariske grundlag, så den ny SF-formand kan stå mere frit.
Elisabeth Arnold vil bestemt ikke afvise, at en ministerrokade kan løse SF's problemer og give Astrid Krag den friske start, som hun har efterlyst.
- En rokade kan godt løse problemer. Der kan være ministre, der har dummet sig eller har været svag og begået fejltrin. Eller man kan have en markant minister, man gerne vil have med i regeringen. Det kan sagtens løse nogle problemer. Men det er ingen mirakelmedicin. Jeg har ikke hørt at de i SF har sådan en person, siger hun.



