De Radikale kræver billigere færgebilletterne til de danske øer på finansloven. Venstre skal holde sit løfte, men kravet er ikke ultimativt, lyder det fra partiets ø-ordfører.

Det skal være billigere at sejle til og fra de danske øer, mener de Radikale forud for finanslovforhandlingerne.

Udmeldingen kommer, efter regeringen i sit første finanslovudspil ikke har afsat en særskilt pulje til at nedbringe priserne på færgebilletterne, som Venstre ellers havde lovet. Det får de Radikale til at kræve billigere færgebilletter på finansloven.

»Vi møder op til finanslovforhandlingerne med et krav om, at der skal penge til at nedbringe priserne på færgebilletterne. Da vi sad i regering, kom vi med det løfte og forslag om, at der skulle være væsentligt billigere færgebilletter uden for sommerferien. Det, ønsker vi, skal blive til noget, og det vil vi kræve i forhandlingerne,« siger ø-ordfører Andreas Steenberg (R) og fortsætter:

»Vi stiller ikke ultimative krav. Hvis det her er noget, Venstre bare ikke vil under nogle omstændigheder, bliver det selvfølgelig svært. Men vi har det med i vores udspil til finansloven og har et krav om, at det skal komme med. Så håber vi, at regeringen vil være med til det.«

Kravet kommer, efter flere ø-borgmestre over for Berlingske Nyhedsbureau har beskyldt regeringen for ikke at overholde, hvad den lovede før valget.

I september meddelte indenrigsminister Karen Ellemann (V), at pengene til nedsatte færgepriser skal findes i de 150 millioner kroner, som regeringen vil afsætte til generel udvikling i yderområderne.

Et udvalg har fastslået, at man skal nedsætte færgetaksterne med 133 millioner kroner for at gøre det lige så billigt at tage færgen som at køre på landevejen - vel at mærke hvis man ikke medtager skolernes sommerferie.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) satser benhårdt på at få en ren blå finanslov.