Det er helt uholdbart at have en skole uden etnisk danske elever. Det siger de Radikale, som derfor er klar til at lukke Tovshøjskolen i Aarhus.

En skole uden etnisk danske elever er helt uholdbar, og derfor bør Aarhus Byråd overveje at lukke Tovshøjskolen i Gellerup. Det mener de Radikale, efter det er kommet frem, at der kun går tosprogede elever på Tovshøjskolen.

»Jeg skal ikke bestemme, hvordan Aarhus Kommune løser et problem med en aarhusiansk skole, men jeg synes, at lokalpolitikerne har en alvorlig udfordring. Man har tidligere lukket en skole i Aarhus, hvor samme problemstilling gjorde sig gældende,« siger integrationsordfører Liv Holm Andersen (R) og uddyber:

»Det er helt uholdbart, at der er en skole, hvor eleverne udelukkende har minoritetsbaggrund. Det er skidt for integrationen, og det giver store udfordringer i forhold til børnenes skoleresultater. Integration og skoleresultater må veje tungest, og derfor vil jeg virkelig opfordre de aarhusianske lokalpolitikere til at løse det her.«

Metroxpress skriver onsdag, at Tovshøjskolen er den eneste skole i Danmark uden etnisk danske elever. Professor Niels Egelund siger til avisen, at det bedste for eleverne ville være at lukke Tovshøjskolen og fordele eleverne på andre skoler.

Om den idé siger Liv Holm Andersen:

»Det mener jeg ikke, man skal være bleg for at overveje. Hvis det er den måde, man mindst smertefuldt kan løse problemstillingen, så synes jeg, det er det, man skal gøre,« siger hun og uddyber:

»Jeg synes overhovedet ikke, man skal være bange for at tage de redskaber, man har, i anvendelse. Jeg er lige ved at sige, at jeg er ligeglad med, hvad man gør, bare man gør noget.«

Socialdemokraternes folkeskoleordfører ønsker ikke at kommentere sagen.

»Jeg har ikke nogle umiddelbare kommentarer til det. Jeg vil gerne henvise til den ansvarlige rådmand, da det jo er et kommunalt anliggende,« skriver Annette Lind (S) i en SMS.