Radikale holder hånden over offentlige ydelser

Det nytter ikke noget at barbere de sociale ydelser, så det bedre kan betale sig at tage et arbejde, mener de Radikales arbejdsmarkedsordfører

De Radikale mener ikke, det er vejen frem at skære i de offentlige ydelser, selv om en ny rapport viser, at Danmark er blevet det land, hvor det dårligst kan betale sig at arbejde.

Arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq (R) fastslår således, at man risikerer at ramme de svageste ved at skære i ydelserne.

- For mig handler det ikke om at sænke ydelserne. Det må ikke være sådan, at dem, der har det svært, skal gå ned i ydelse, fordi der er nogen, der bevist spekulerer i at være på ydelser, siger han og understreger, at det »for langt de fleste danskere kan betale sig at arbejde«.

Det er Dansk Arbejdsgiverforenings (DA) årlige arbejdsmarkedsrapport, der viser, at Danmark er det land, hvor det bedst kan betale sig ikke at arbejde. I rapporten er Danmark blevet sammenlignet med Sverige, Tyskland, Holland og Storbritannien.

Administrerende direktør i DA, Jørn Neergaard Larsen, peger på, at der er brug for »en markant reform af kontanthjælpen i løbet af de kommende måneder,« hvis Danmark skal klare sig bedre i den internationale konkurrence.

- Det skal altid kunne betale sig at arbejde og sige ja til et job. Det kan det ikke i dag blandt andet på grund af ydelserne på kontanthjælpsområdet, oplyser han i forbindelse med rapporten.

De Radikales arbejdsmarkedsordfører deler den administrerende direktørs budskab om, at det skal kunne betale sig at arbejde.

- Hele forudsætningen for, at vi har et velfærdssamfund, hviler på, at vi er mange nok, der deltager på arbejdsmarkedet og yder hver vores, siger han.

Ifølge Nadeem Farooq kan man øge folks incitament til at arbejde på flere måder.

- Det handler i stedet om at gøre den økonomiske gulerod ved at være i beskæftigelse større, og der har vi øget jobfradraget i forbindelse med skattereformen, siger han og peger dernæst på jobcentrene som et sted, man kan fokusere.

- Vi må se på om den jobindsats, der bliver gjort ude i kommunerne, skal justeres, sådan at man ude i jobcentrene tager langt hurtigere fat i dem, som går ind i langtidsledighed og bruger flere penge på en mere aktiv indsats frem for bare at aktivere for aktiveringens skyld, siger han.

- For mig handler det om, at man stiller krav. For det værste, man kan gøre for de ledige, er at udlade at stille krav, for så sander de til i langtidsledighed. Jeg tror, de ville bebrejde os mere, hvis vi ikke stillede krav, forklarer han.

Regeringen ventes inden for kort tid at fremlægge sit bud på en reform af kontanthjælpssystemet, og derfor vil den radikale ordfører ikke løfte sløret for, hvilke konkrete tiltag regeringen barsler med i forhold til kontanthjælpsindsatsen.

- Det er klart, at vi har en lang række midler og redskaber til at nå de mål, men det må vi nok vente lidt mere med at få svar på, hvad det er for nogle midler, til regeringen spiller ud med et konkret forslag, siger Nadeem Farooq.

Læs også:

Lige nu på BT PLUS

Mode og skønhed
Effektivt 14 dages video trænings- program

Effektivt 14 dages video trænings- program

07/08
Mode og skønhed
Kom i form på hjul - på 8 uger

Kom i form på hjul - på 8 uger

29/04
Mode og skønhed
2,5 pct: Historisk lån på gaden

2,5 pct: Historisk lån på gaden

26/08
Mode og skønhed
Slankehit: Få hurtige resultater med simple fastekure

Slankehit: Få hurtige resultater med simple fastekure

15/08