Erhvervslivet, banker og arbejdsgivere betalte over to millioner kroner til de Radikales valgkamp, viser regnskabet. Flere i det radikale bagland vil stoppe private bidrag til partiet.

De Radikales partikasse blev forud for sidste valg polstret med over to millioner kroner fra A.P. Møller - Mærsk, finanssektoren og landets største arbejdsgiverorganisationer.

Det viser en gennemgang af Det Radikale Venstres regnskab for 2011, som Berlingske har fået indsigt i, forud for partiets landsmøde i weekenden.

Regnskabet viser blandt andet, at A.P. Møller - Mærsk inden valget gav 450.000 kroner, Dansk Industri leverede 750.000 kroner og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) donerede 500.000 kroner til den radikale valgkasse.

Flere markante stemmer i det radikale bagland mener imidlertid, det er en uskik, at de Radikale og andre partier modtager store, kontante beløb fra stærke særinteresser.

- I mine dybe hjerterødder er jeg bekymret. Der, hvor der går penge ind, er der også en risiko for indflydelse, siger den tidligere radikale landsformand, Søren Bald.

Regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten, roser de Radikale for at lægge bidragene åbent frem i regnskabet, men noterer sig også, at de Radikale fører en politik, der gavner deres bidragydere.

- At de Radikale får penge fra bankerne, Mærsk og arbejdsgiverne kan ikke komme bag på nogen, når man ser på den politik, de fører. De Radikale har været imod en skat på finansielle transaktioner og er en del af olieaftalen, som Mærsk har tjent rigtigt mange penge på, siger politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen (EL).

Den radikale partiledelse afviser, at de kontante bidrag skulle have flyttet et komma ved partiets politik, eller at de har gjort det lettere for erhvervslivet at komme i kontakt med partiets top. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra partiets leder, Margrethe Vestager, men landsformand Klaus Frandsen vurderer, at Mærsk, bankerne og de øvrige bidragydere har »forsøgt at købe en gardering«.

- De har givet flere penge til de borgerlige partier, end de har givet til os. Men de har forsøgt at købe en gardering, hvor de Radikale kunne blive en signifikant stemme i en socialdemokratisk-ledet regering, siger Klaus Frandsen.

I dag siger loven om partistøtte, at partierne kun behøver at offentliggøre hvem, der har bidraget med over 20.000 kroner, men ikke hvor meget de har bidraget med.

Dermed går de Radikale videre end de fleste partier, når de vælger at udspecificere beløbene i deres partiregnskab. Alligevel mener dele af det radikale bagland, at partiet bør gå endnu længere i åbenhedens navn. Søren Bald foreslår, at de Radikale skal takke nej til alle private bidrag fra særinteresser, og han får støtte fra partiets formand i Sjællands Storkreds, Aksel Appel.

- Vi skal være uafhængige af alle interesser - også af virksomheder og lignende. Jeg ser en fare for, at vi kan blive afhængige af dem, siger han.

Forslaget, der er blevet formuleret som et resolutionsforslag til det radikale landsmøde, er dog blevet afvist af ledelsen.

- Vi har lige haft diskussionen på hovedbestyrelsesmødet, og jeg er uenig i Søren Balds konklusion. Han håber, at vi kan gå foran og kæmpe for helt at få fjernet de private bidrag i dansk politik. Men vi mener, at det kan tage meget lang tid, og at vi risikerer at handicappe os selv inden da, siger Klaus Frandsen, som i stedet opfordrer landets øvrige partier til at offentliggøre detaljer fra deres regnskaber.

Alle Folketingets partier - med undtagelse af Enhedslisten og de Radikale - har hidtil afvist at offentliggøre flere detaljer om deres valgkampsbudgetter, end loven foreskriver, men i SF vil man nu overveje at følge de Radikales initiativ.

- Det vil vi se på. Vi har flere gange drøftet, om vi kunne finde frem til en anden, fælles praksis for partierne, siger landssekretær Turid Leirvoll (SF).

Hverken Liberal Alliance eller Venstre ønsker at offentliggøre, hvor meget de modtager fra deres donorer.

- Vi vil følge de regler, der er på området, men vi har ikke tænkt os at offentliggøre, hvem der præcist har givet hvad, siger gruppeformand Kristian Jensen (V).