Mor, mor, far, far og barn. Forældremyndigheden i regnbuefamilier skal deles af op til fire personer, mener De Radikale.

Regnbuefamilier skal have ret til at dele forældremyndigheden mellem tre og fire personer, når eksempelvis et lesbisk par får et barn med en mand eller sammen med et bøssepar.

Sådan lyder det fra De Radikales ligestillingsordfører, Sofie Carsten Nielsen, i endnu et værdipolitisk fremstød fra partiets såkaldte mangfoldighedsudspil, skriver metroXpress.

- Vi går ret meget op i, at man har de samme rettigheder i Danmark uanset baggrund, og det har homoseksuelle ikke i dag på mange områder. Der er ting i lovgivningen, der er firkantede og baserede på gamle familiemønstre med mor, far og børn, siger hun til avisen.

For i takt med samfundets udvikling er det blevet normalt for flere og flere børn, at man har mere end to voksne i sit liv, uanset om ens forældre er homoseksuelle eller heteroseksuelle, lyder argumentet fra Sofie Carsten Nielsen.

Derfor skal juraen også anerkende de anderledes familietyper.

Men hvis forslaget bliver gennemført, sætter man den naturlige orden helt ud af spil, lyder kritikken fra en af de mest indædte modstandere af homoseksuelt forældreskab, formanden for Kristendemokraterne, Per Ørum Jørgensen.

BNB