Det er opsigtsvækkende at to forhenværende toprådgivere for den tidligere amerikanske præsident George W. Bush opfordrer Danmark til at genåbne Irak-kommissionen, mener de Radikale, der ønsker at følge opfordringen.

Regeringens beslutning om at lukke Irak- og Afghanistankommissionen er nu blevet stillet i et endnu dårligere lys, og der er ikke én eneste god grund til, at kommissionen ikke skal fortsætte sit arbejde.

Sådan lyder det fra de Radikales udenrigsordfører, Martin Lidegaard (R), efter tidligere CIA-chef Paul Pillar og Lawrence Wilkerson, der var stabschef for den forhenværende amerikanske udenrigsminister Colin Powell, i fredagens Information kritiserer regeringens beslutning om at lukke kommissionen, der havde til opgave at undersøge grundlaget for Danmarks deltagelse i Irak-krigen.

»Det er virkelig opsigtsvækkende, at to af de mest prominente folk bag Irak-krigen fra Bush-administrationen nu opfordrer Danmark specifikt til at køre Irak- og Afghanistankommissionen færdig. Det gør de, fordi de er klar over, at der foregik mange ting både før, under og efter Irak-krigen, som vi har brug for at få klarlagt, så vi kan tage ved lære af den proces,« siger Martin Lidegaard til Berlingske Nyhedsbureau.

De to tidligere topembedsfolk, som var med til at støbe kuglerne til den amerikanske beslutning om at gå i krig i Irak, opfordrer den danske regering til at genåbne kommissionen.

»Hvis jeg var borger i Danmark, ville jeg ønske at vide, hvordan mit land blev fedtet ind i denne sag,« siger Paul Pillar til Information, mens Lawrence Wilkerson kalder det »usundt«, at de danske politikere »ikke er villige til at få deres beskidte vasketøj undersøge offentligt«.

Og Martin Lidegaard tilslutter sig fuldstændig den opfordring til regeringen.

»Fordi regeringen vælger at lukke Irak-kommissionen, så bidrager den selv til alle mulige mærkelige konspirationsteorier om, hvorfor man gør det, og hvad man dermed forsøger at skjule. Jeg synes simpelthen ikke, regeringen kan være det bekendt over for veteranerne, de folk, som vi har mistet i krigen, eller den danske befolkning,« siger den tidligere radikale udenrigsminister.

Han er dog bange for, han taler for døve ører i blå blok, når regeringen i sit regeringsgrundlag besluttede at lukke kommissionen.

»Når der er et flertal i Folketinget, der ikke vil genåbne kommissionen, så er det svært at gøre noget ved det. Men jeg vil fortsætte med at argumentere for, at det er den forkerte beslutning, der er truffet, når man lukker kommissionen. Der er ikke én eneste god grund til, at man har lukket Irak-kommissionen. Der er kun dårlige motiver, og de motiver kan vi endda kun gisne om,« siger Martin Lidegaard.