Borgmesteren i Horsens, Jan Trøjborg, der døde af et hjertetilfælde under et motionscykelløb i forbindelse med Giro d’Italiastarten i Horsens i morgen, vil efterlade sig et tomrum i dansk politik.

- Han var måske sin generations mest betydningsfulde socialdemokratiske politiker, siger Henrik Qvortrup, politisk kommentator, til bt.dk

Jan Trøjborg bestred både borgmesterposten i Horsens Kommune og formandsposten i Kommunernes Landsforening, og netop evnen til at forene kommunalpolitik og landspolitik, fortæller meget om den afdøde borgmester.

- Han var en pragmatiker, der, mere end at lade ideologien råde, gik op i, at tingene blev gennemført. Det er netop det, en formand for KL har til opgave. Og den opgave har han formået at løfte dygtigt og professionelt, siger Henrik Qvortrup.

Jan Trøjborg bestred et hav af ministerposter i sit politiske liv. Han var industriminister i den første Nyrup-regering i 1993, senere også trafikminister, erhvervsminister, forskningsminister, udviklingsminister og forsvarsminister frem til efteråret 2001.

- Han fik ting til at fungere, så det var oplagt at placere ham forskellige steder, hvor der var brug for det. Han har i den grad sat sine spor, siger Henrik Qvortrup og tilføjer, at Jan Trøjborg også formåede at sætte Horsens på landkortet.

- Tidligere forbandt mange mest byen med kriminalitet og et fængsel, men det er ikke sådan, vi kender Horsens mere, siger Henrik Qvortrup, der beskriver det som ’skæbnens ironi’, at Jan Trøjborg afgik ved døden netop dagen før Giro d’Italiastarten i Horsens, som løber af stabelen i morgen.

- Giro d’Italiastarten i Horsens er netop et billede på, hvad Jan Trøjborg kunne, siger den politiske kommentator.