Følelsesløshed, tunnelsyn og pludselig blackout er helt almindelige symptomer på en stor stressbelastning som den, Morten Messerschmidt de seneste uger har været udsat for. Det fortæller psykolog Michael Bruun, der arbejder med stress og kriser i sin praksis i København.
Når man over længere tid er under konstant angreb, er detikke unormalt, at kroppen på at tidspunkt overgiver sig.
»Kroppen slår fra som et relæ ved overspænding. Der er så meget tryk på. Blodtrykket stiger, pulsen stiger og adrenalinen suser rundt i kroppen. Til sidst kan kroppen ikke holde til den ekstra belastning mere,« siger han.
Den fysiske reaktion kommer, fordi man ikke længere kan leve op til sine egne eller andres forventninger.
»Man er under et konstant pres, fordi man hele tiden forsøger at finde en løsning på problemet, men man kan ikke finde den. Løsningen findes ikke. Man kræver af sig selv, at man gør et eller andet og samtidig bevarer overblikket og kontrollen, til det er overstået. Men der bliver bare ved med at dukke flere problemer op. Man bliver konstant bombarderet og til sidst skudt helt i sænk,« siger psykologen og understreger, at det sker hver eneste dag, at folk falder om på arbejdet på grund af stress og må hentes af en ambulance på arbejdet.
For Morten Messerschimdt skete det på vej i sommerhus, hvor hanskulle slappe af sammen med kæresten Dot Wessman, og det er måske ikke helt tilfældigt. Vores krop er nemlig indrettet således, at den lukker ned for det fysiske beredskab for at klare angrebene, mens de står på.
»Når vi så holder ferie, tænker kroppen, at nu kan jeg godt tillade mig at reagere,« siger Michael Bruun.
Presset er ikke noget, der forsvinder af sig selv. Derfor mener psykologen, at det er vigtigt, at man reagerer på symptomerne. Ellers kan det udvikle sig til f.eks. en blodprop eller alvorlige psykiske lidelser som angst og depression og i værste fald dødsfald.
Kroppen siger stop
»Det er et vigtigt forvarsel om, at nu har du presset dig selv så meget, at kroppen siger stop. Du har brug for at komme væk fra det pres, og det nytter ikke noget, at du tager på arbejde igen mandag, som om ingenting var sket. Ligesom i en håndboldkamp skal man tages ud på bænken, og først når man er klar igen, bliver man sat tilbage på banen og måske endda på en helt anden position, hvor belastningen er en anden,« siger Michael Bruun.
Hvor lang tid det tager, er individuelt, forklarer psykologen. Det kan tage uger eller måneder.
»Nogle ender også med at erkende, at de skal lave noget helt andet. De bliver forskrækkede over ikke at være udødelige og spørger sig selv, om arbejdet så er det værd,« siger Michael Bruun.
