Regeringen vil ikke længere finansiere afskaffelse af PSO-afgiften med højere bundskat efter bøvl med bagland.

København. Danskernes bundskat skal alligevel ikke hæves, så den omstridte energiafgift PSO kan afskaffes.

Det forslag spillede regeringen ellers selv ud med, men der kunne ikke findes politisk flertal for det. I stedet bliver el-afgiften nu finansieret gennem en række tiltag i regeringens 2025-plan.

Planen blev præsenteret tirsdag og skal sætte rammerne for landets økonomi de næste ti år. EU-Kommissionen har underkendt PSO-afgiften, fordi administrationen af den er konkurrenceforvridende, minder erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) om.

Derfor er det således vigtigt at sløjfe den, hvilket sker ved gradvist at udfase den fra næste år. Det vil reducere el-prisen inklusiv moms og afgifter med godt ti procent for husholdningerne.

- Det er helt afgørende ikke mindst for dansk erhvervsliv. Hvis det ikke sker, sender vi arbejdspladser ud af Danmark, siger Troels Lund Poulsen.

I stedet vil regeringen nu tage de syv til otte milliarder kroner årligt fra det råderum, der skabes med 2025-planen.

Her finder regeringen blandt andet penge ved at lægge op til at sende danskerne senere på pension, udskyde målet om balance i den offentlige økonomi til 2025 og skære i SU'en.

Dermed forsøger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) at bilægge striden om regeringens oprindelige forslag om at hæve bundskatten for alle danskere.

Regeringen forsvarede udspillet med, at danskerne til gengæld ville få en lavere el-regning, fordi PSO-afgiften blev fjernet.

Men forslaget mødte stor modstand fra flere partier i blå blok - og langt ind i Venstres bagland og folketingsgruppe. Men det har intet at sige, lyder det.

- Det er ikke, fordi der har været kritik. Det er, fordi det økonomiske råderum er til stede for at gøre det.

- Nå vi tager andre beslutninger, som også er en del af 2025-planen, så stemmer pengene, og det er nu engang det, der er vigtigt, siger Troels Lund Poulsen.

Spørgsmål: Hvorfor spille ud med at tage den fra bundskatten og så ændre det til, at den nu skal finansieres på en anden måde?

- For mig er det fuldstændig afgørende, at PSO-afgiften bliver afviklet, og nu prøver vi så at skaffe flertal for, at den 2025-plan, vi har lagt på bordet, kan finansieres, siger Troels Lund Poulsen.

/ritzau/