Langt flest flygtninge skal i år integreres i Danmarks yderområder og ikke i hovedstadsområdet. Borgmestre i ø- og udkantskommuner er utilfredse med fordelingen.

Tager man en tur rundt i de danske provinsbyer i år, vil der formentligt være langt flere flygtninge at spotte i gadebilledet, end der vil være i hovedstadsområdet.

Men fordelingen af flygtninge i Danmark er langt fra retfærdig, mener en række provinsborgmestre, som er utilfredse med, at ø- og udkantskommuner skal huse langt flere flygtninge end Region Hovedstaden, skriver Jyllands-Posten.

»Hovedstaden burde løfte fuldstændig på lige fod med alle andre, når vores regering har besluttet, at vi skal lukke dørene op,« siger Hans Ejner Bertelsen (V), der er borgmester i Morsø Kommune, til avisen.

Ifølge borgmesteren på Samsø, Marcel Meijer (S), er fordelingen af flygtninge et tegn på, at København bliver favoriseret.

Kigger man på antallet af flygtninge i forhold til indbyggertallet i kommunen, har øvrige regioner fået tildelt to til tre gange så mange flygtninge som Region Hovedstaden og skal dermed tage imod de anslået 12.000 flygtninge, som forventes at få opholdstilladelse i 2015.

Den fordelingsnøgle som afgør, hvor mange flygtninge landets kommuner skal hilse velkommen, er dog »fair«, siger integrationsminister Manu Sareen (R) til avisen.