Prognose: Sådan ender kommunal-valget
Venstre står til storsejr
Venstre står til storsejr
Venstre står ifølge en ny prognose til at blive det største parti ved næste års kommunalvalg. Socialdemokraterne kan derimod miste hvert sjette byrådsmedlem.
De store partiers roller bliver muligvis byttet helt om ved kommunalvalget til november. For første gang nogensinde kan det kommunale styrkeforhold blive vendt i en sådan grad, at Venstre ender med at erobre Socialdemokraternes rolle som det største parti på kommunalt plan.
Det viser en ny prognose for kommunalvalget anno 2013, som professor Søren Risbjerg Thomsen fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet har lavet for Altinget.dk. Professoren spår, at kommunalvalget kan blive »historisk«.
I prognosen lyder det, at Venstre vil få 30,6 procent af stemmerne, mens Socialdemokraterne vil få 25,4 procent. Hvis prognosen holder stik, vil det betyde, at Socialdemokraterne vil miste hvert sjette byrådsmedlem. Ved det seneste kommunalvalg i 2009 satte Venstre sig på 24,8 procent af stemmerne, mens Socialdemokraterne fik 30,6 procent - præcis den stemmeprocent, Søren Risbjerg Thomsen spår, Venstre vil få i år.
I dag hænger der da også flest borgmesterkæder om socialdemokratiske borgmestres halse med hele 49 ud af i alt 98, hvilket betyder, at præcis halvdelen af de danske kommuner har en socialdemokratisk borgmester. 31 af kommunerne har en Venstre-borgmester, mens der sidder konservative borgmestre i 12 kommuner.
Ifølge Altinget.dk er der ikke en klar sammenhæng mellem stemmeandelen og antallet af borgmesterposter, fordi kommunernes styreformer er skruet sådan sammen, at posten ofte fordeles efter udforudsigelige konstitueringer, men hvis Socialdemokraterne går så meget tilbage, vil det koste nogle borgmesterkæder.
- Hvis det går, som prognosen spår, så vil det have stor betydning. Mange af vores borgmestre sidder på et snævert flertal, siger tidligere indenrigsminister og eksborgmester gennem flere år i Aarhus Kommune, Thorkild Simonsen (S), til Altinget.dk.
- Vi kan kun håbe, at valget går bedre, end det ser ud til lige nu. Men jeg er mindre bekymret for det kommende kommunalvalg, end hvis det var et folketingsvalg, der stod for døren, fortsætter han.
De Konservative står ifølge prognosen desuden til at blive halveret med kun 5,2 procent af stemmerne næste år mod 11 procent i 2009. Det samme gælder for SF, som Søren Risbjerg Thomsen spår til at få 7,5 procent af stemmerne, hvilket er halvdelen af de 14,5 procent, partiet fik ved det seneste kommunalvalg.