Professor i socialpolitik, Jørn Henrik Petersen angriber i sin nye bog 'Pligt & ret, ret & pligt' Socialdemokraterne for at være på vild flugt væk fra de socialdemokratiske idealer.

Han har selv været medlem af Socialdemokratiet i sine unge dage, men meldte sig ud i 1972. Kærligheden til partiet er dog intakt, siger han.

- Det, jeg bliver lidt småsur over, er, at især Mette Frederiksen, men også Karen Hækkerup forsøger at få det til at lyde som om det er gammel socialdemokratisk politik at tale om 'ret og pligt'.

- Det er måske uretfærdigt at hænge specielt de to ud, for de er vel bare sendt i byen af andre. Men i kraft af deres ministerområder har det ofte været dem, der har udtalt sig på det område, siger Jørn Henrik Petersen.

Mette Frederiksen (S) bliver af flere opfattet som den socialdemokrat, der om nogen er i stand til at tale til socialdemokraternes hjerteblod. Men Jørn Henrik Petersen er ikke enig.

- Hun ser 'pligt-og-ret' tankegangen som en central bestanddel af den socialdemokratiske idearv. Hun henviser til, at det står på de røde faner, hvilket dokumenterer manglende historisk indsigt. Og det er heller ikke rigtigt, at det stammer helt tilbage til Staunings tid. Den slags udsagn virker provokerende på mig, siger Jørn Henrik Petersen.

- Det er de borgerlige partier, der har talt om pligt og ansvar i socialpolitikken. Men begrebet 'ret og pligt' blev født i 1988 af den radikale socialminister, Aase Olesen, som indførte 'ungdomsydelsen'.

- Min pointe er, at det ikke er en klassisk socialdemokratisk tankeverden at tænke i ret og pligt. Tværtimod. Vi har bygget velfærdsstaten op på, at velfærdsydelser var en ret og ikke noget, som man skal gøre sig fortjent til. Problemet er, at det kalder på moralske mennesker, der er præget af mådehold, generøsitet og viljen til at arbejde.

- Som god gammel moralist begræder jeg, at der nu igen bliver brugt en retorik, som er med til at placere dem, som vi tidligere have medfølelse med, som samfundets syndebukke. Vores samfund er ved at falde fra hinanden.

- Vi vil i de kommende år stå med en ny underklasse af kronisk arbejdsløse. En stor gruppe unge mennesker, som ikke kan få et job eller tage en uddannelse. De vil ende som udstødte, fattige og foragtede. Det er det arbejdende menneske, der er fokus på - alle andre er skurke, siger Jørn Henrik Petersen.

Han har et godt råd til Socialdemokraterne:

- De skal på retorik-kursus, for retorikken påvirker både vores selvforståelse og den måde sagsbehandlerne og alle vi andre møder folk på. Jeg tror ikke, at det er politikernes intension at marginalisere folk og i virkeligheden er der nok også nogen, der rødmer lidt over det.

- Men Socialdemokrater skal ikke foregive, at diskussionen om 'ret og pligt' er traditionel Socialdemokratisk politik. Det begreb handler udelukkende om, at vi mennesker opfører os anderledes i dag og derfor er der brug for reformer, siger Jørn Henrik Petersen.

Det har ikke været muligt at træffe Mette Frederiksen for en kommentar, da hun er på vinterferie.