Professor Eva Smith er skuffet over Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen. Hun stemmer for usolidarisk politik, lyder kritikken.
Du mener, Socialdemokratiet har svigtet sine idealer, hvordan det?
Jeg mener, at en vigtig del for Socialdemokratiet var solidaritet. Og det forstod man ikke bare som solidaritet med sin nabo, men også som solidaritet internationalt. Det var i hvert fald en del af det socialdemokrati, jeg er vokset op med.
Kan du komme med et par eksempler?
Det mest oplagte er de 500 kvoteflygtninge, som vi ikke vil tage imod. Det kan jeg slet ikke forstå.
Hvorfor ikke?
Fordi kvoteflygtninge er folk, der sidder rundt omkring i FNs flygtningelejre. Det er de fattigste flygtninge overhovedet. Hvis et rigt land som Danmark siger, at vi ikke har plads, hvad skal andre lande, der har mindre at gøre godt med, så gøre?
Kvoteflygtninge er meget dyre for samfundet, fordi de er handicappede eller udfordret på anden vis. Kunne det ikke være en pointe?
Nej, sådan var det engang. Da tog vi de enlige mødre, vi tog de syge børn, men det gør vi altså ikke mere. Allerede for nogle år siden besluttede vi, at det skal være integrationsegnede, altså nogle der kan være til gavn for Danmark. Det er muligt, at vi kun tog 500, men det handler om at efterlade et håb hos de flygtninge, der sidder tilbage i lejrene. At anbringe folk i en flygtningelejr uden håb er umenneskeligt.
Et eksempel mere på manglende solidaritet?
Jeg kan ikke forstå, at Socialdemokratiet kan gå med på den med uddannelsesloftet, og jeg kan slet ikke forstå, at det skal ske sådan hu hej. Selvom det reelt ikke er lovgivning med tilbagevirkende kraft, kommer det til at virke sådan rent praktisk, fordi dem, der er i gang med at skrabe point sammen til at komme ind på drømmeuddannelsen i tiltro til de hidtidige regler, nu må se deres drømme gå i vasken.
Dine eksempler handler om at begrænse nogen. Hvis det er usolidaritet, er det jo umuligt at gennemføre besparelser af nogen art?
Selvfølgelig kan man godt begrænse noget eller nogle, hvis der er gode, saglige grunde.
Solidaritet og saglighed kan vel også være, at ingen får fortrinsret?
Man sender ikke masser af penge derned, man taler om nærområderne, men det bliver jo ikke til så meget.
Du kommer jo ud af en socialdemokratisk familie. Din far Hans Hækkerup var justitsminister i flere omgange. Det lyder som om, du føler dig svigtet. Gør du det?
Ja.
Hvordan?
Jamen, jeg må sige, at jeg kan ikke være med mere. Jeg er opvokset med socialdemokratiske traditioner og har mit menneskesyn fra partiet, som det var engang. Men det er simpelthen blevet for meget.
Hvornår er det blevet for meget?
Sagen med kvoteflygtningene gjorde nok udslaget. Mette Frederiksen har besluttet sig for at blive slyngveninde med Dansk Folkeparti. Det er meget langt at gå. En ting er, at man kan være enige på nogle politiske punkter, men den måde, hvorpå hun har hægtet sig på DF, er meget frastødende. Jeg frygter, at næste gang der skal dannes regering, vil Socialdemokratiet gøre det med støtte fra DF.
Mette Frederiksen laver vel politik med DF, fordi hun mener, det er rigtigt?
Ja, og vi kan heller ikke hjælpe hele verden. Det er jeg enig i. Men i sagen om de 500 kvoteflygtninge kunne man ikke have valgt noget mere usolidarisk. Jeg kan kun se det som en måde at nærme sig Dansk Folkeparti på. Det handler også om ideer, idealer og tanker. Jeg synes, det skriger til himlen, når hun i interview kommer med lange tirader om, hvor frygteligt det er for de børn, der er udsatte, og nævner, at misvækst begynder i familien. Og når hun så bliver spurgt direkte, om hun vil hæve kontanthjælpsloftet, har hun ikke noget svar. Det er skræmmende, og jeg tænker, gad vide hvad hun egentlig mener.
