Kronprins Frederik kom torsdag eftermiddag galt afsted i et trampolinspring og brækkede i den forbindelse sin halsrygsøjle. Og det er meget forskelligt, hvor store konsekvenser sådanne brud kan have.
For alt afhægngig af bruddets karakter, kan man ende i en kørestol, hvis det går rigtig galt. Det fortæller Jan Hartvigsen, der er professor og forskningsleder ved Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet til BT.
»En fraktur i nakken kan betyde mange ting. Det lyder, som om det er i den milde ende, hvis de regner med, at han er fuldt helet i løbet af 12 uger. I den alvorligere ende kan man klemme rygmarven og dermed ende med at blive lam,« fortæller han.
Kronprinsen skal ifølge en pressemeddelelse fra Kongehuset gå med en halskrave de næste 12 uger, indtil han er helet. Ifølge meddelelsen forventer man også, at han vil være kommet sig helt herefter.
Kronprinsen er kendt for sine fysiske udfoldelser og har blandt andet gennemført en Ironman - og det kan blive en hjælp for ham.
»Det vil helt sikkert hjælpe ham, at han er i så god fysisk form. Men om der skal være en efterbehandling, afhænger af, hvad der præcist er sket. Nogle skal bare lige i gang med deres hverdag igen, andre med alvorligere skader skal indlægges til langvarig genoptræning,« forklarer Jan Hartvig, der alligevel understreger, at der skal stor kraft til at pådrage sig sådanne nakkebrud.
7.000 trampolinskader årligt
»Der skal meget til for at brække noget i nakken, det gør man ikke bare lige. Man ser typisk skaderne ved eksempelvis biluheld, men den klassiske skade er ved spring på hovedet på lavt vand,« siger han til BT.
Trampolinskader er blevet mere almindeligt de senere år siden havetrampolinens indtog i private hjem. Ifølge Sundhed.dk behandles der hvert år omkring 7.000 trampolinskader med alt lige fra brækkede håndled og forstuvninger til de mere alvorlige brud.