Regeringen vil forenkle uddannelsestilbud til de 70.000 unge, som hverken er i uddannelse eller job.

København. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil reformere uddannelsestilbuddene til unge, der har indlæringsvanskeligheder, elendige karakterer eller er i gang med et forberedende tilbud.

Det bliver godt modtaget hos Axel Hoppe, sekretariatsleder hos Produktionsskoleforeningen.

- Det er vi med på. Vi mener, at man skal styrke den praktiske vej til uddannelserne, siger han.

Axel Hoppe håber, at der kommer en forenkling af den måde, som systemet fungerer på i øjeblikket. Særligt lovgivningen på området er ifølge sekretariatslederen en udfordring.

- En af de største udfordringer lige nu er, at der er så meget forskellig lovgivning på området, og at der er så mange forskellige finansieringskilder, siger han.

- Det kommer til at modarbejde hinanden, og så får de unge ikke det bedst mulige tilbud.

I Politiken betegner statsministeren det som et "kollektivt svigt", at omtrent en femtedel af landets unge hverken har afsluttet en ungdomsuddannelse eller et job, syv år efter de har forladt folkeskolen.

- Hvis ikke du lykkes i folkeskolen, er det tilbud, vi har, for komplekst og uoverskueligt, siger Løkke til Politiken.

Regeringen har nedsat et ekspertudvalg, der tirsdag præsenterer en stribe forslag til forenkling af det nuværende system af erhvervsskoler, produktionsskoler og andre tiltag, der er skabt for at tage hånd om gruppen af unge, der hverken er i uddannelse eller job.

Hos Dansk Industri vækker det begejstring, at der nu bliver ryddet op i de eksisterende tilbud.

- Det kræver næsten en selvstændig uddannelse, at overskue tilbuddene i dag. Det er ikke fair for den gruppe af unge, som allerede har det svært med uddannelse, siger Charlotte Rønhof, underdirektør hos Dansk Industri, i en skriftlig kommentar.

Det er dog vigtigt, at et bredt udbud af tilbud bliver fastholdt, mener Uddannelsesforbundet.

- De unges problemer er simpelthen så sammensatte, så man er nødt til at lave skræddersyede forløb, der adresserer de konkrete behov hos den enkelte unge, siger Hanne Pontoppidan, formand hos Uddannelsesforbundet, i en pressemeddelelse.

/ritzau/