Martin Geertsen (V) mener ikke, at "regionale sundhedspaladser" skal løse manglen på læger i yderområder.

København. Lægedækningsudvalget vil onsdag foreslå, at regionerne fremover får mulighed for at etablere regionsdrevne klinikker, uden at de udbydes til private sundhedsleverandører, som man skal i dag.

Det ærgrer Martin Geertsen (V), næstformand i Region Hovedstaden og medlem af Danske Regioners bestyrelse.

- Sundhedsvæsnet har ikke behov for, at vi nu begynder at løse lægemanglen, som popper op mange steder i Danmark, ved at bygge regionale sundhedspaladser som erstatning for de manglende praktiserende læger, siger han.

Forslaget er en del af Lægedækningsudvalgets anbefalinger til at sikre en bedre lægedækning i Danmark, da der er mangel på læger i yderområder.

I dag kan en region oprette en regionsdreven klinik for en periode på op til fire år, hvis man ikke kan finde praktiserende læger i et område. Opgaven skal dog tilbydes til private leverandører forinden.

Men opgaven er i gode hænder hos private aktører, påpeger Martin Geertsen, der mener, at forslaget strider mod de intentioner, regeringen fremlagde i regeringsgrundlaget i november.

- Vi skal i højere grad gøre brug af den ekspertise, som de private sundhedsleverandører har. Vi har set, at det er lykkedes at udbyde lægepraksisser til private, siger han.

Han foreslår, at det i stedet skal være mere smidigt og nemt for private aktører at byde ind på opgaverne. Tempoet for udbuddet af opgaverne skal kort sagt sættes op.

Venstre-politikeren undrer sig over, at Danske Regioners repræsentanter i Lægedækningsudvalget har været med til at fremsætte forslaget.

- Det har der ikke været konsensus om i Danske Regioners bestyrelse, forklarer han.

Udvalget foreslår også, at regionerne skal kunne drive klinikkerne i en længere periode end de nuværende fire år.

/ritzau/