Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S) var tilfreds med premieren på den nye form for spørgetime i Folketinget. Men efter en time med masser af tal, skarp debat og muntre kommentarer konkluderede Lykketoft:

- Jeg vil gerne slå fast, at man heller ikke vil se formanden gribe ind, hvis nogen vælger at slippe gækken lidt mere løs næste gang, sagde Lykketoft.

Spørgetimen varede den time, der var afsat og der var en mere munter og løssluppen stemning, end vi plejer at se.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt indledte med at fremhæve, at hendes regering har sikret, at vi nu kan forvente en lav men positiv vækst i år.

- Det skal kunne ses på bankkontoen, når man arbejder, sagde statsministeren.

Det fik straks Lars Løkke Rasmussen (V) til at finde pennen frem fra inderlommen og skrible et par notater på sit papir.

Statsministeren satte ind med flere angreb på Venstres forslag til kontanthjælpsloft og stillede Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen en række konkrete spørgsmål til, hvad Venstres forslag konkret vil betyde for kontanthjælpsmodtagere. Dermed var debatten mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen skudt i gang.

- Skal der ikke være lys i lampen, spurgte Lars Løkke Rasmussen (V) til stor moro for de fremmødte, da han gik op til den nye spørger-pult, der var opstillet på gulvet i folketingssalen.

Folketingets talerstol blev nemlig ikke brugt ved arrangementet.

Herefter begyndte en længere politisk ping-pong mellem statsministeren og Venstres formand, hvor der blev stillet flere spørgsmål end givet svar.

- Synes statsministeren det er rimeligt, at det ikke kan betale sig at arbejde for 250.000 danskere?

- Hvad får de lavestlønnede ud af, at Venstre vil have lettelser i arveafgiften ?

Undervejs var det tilladt for folketingets øvrige medlemmer at gestikulere, men ikke komme med 'mishagsytringer'. Det blev dog ikke overholdt, konstaterede Lars Løkke Rasmussen.

- Der rystes på hovederne, men jeg kan høre det alligevel, sagde Lars Løkke Rasmussen muntert og det var i det hele taget ham, der formåede at få flest smil frem hos tilhørerne på denne første dag.

Hans kommentar om, at nogle ville kunne få sko for de 2000 kr, som for mange udgør forskellen på at være på kontanthjælp og i arbejde, fik straks politikere i salen til at gribe smartphonen og kommentere på sociale medier.

Kristian Thulesen Dahl (DF) spurgte til statsministerens holdning til velfærdsturisme. Og her konkluderede statsministeren, at de ikke var så uenige. Hun vil bare ikke være med til at fastholde en praksis, der er i strid med lovgivningen.

Johanne Schmidt-Nielsen (EL) brugte sin taletid til at spørge til statsministerens holdning til, at 60 pct af beboerne på flere plejehjem går med ble og at hjemmehjælpen er blevet kraftigt beskåret flere steder. Her virkede statsministeren tøvende og vævende i sine svar.

Anders Samuelsen (LA) forsøgte med en pågående debatform, at bruge sin spørgetid til at lancere egne politiske spørgsmål og slutte af med at spørge, hvordan statsministeren selv synes, det gik.

Hun synes, det går bedre end for to år siden og udfordrede Anders Samuelsen på om han kunne finde en socialdemokratisk borgmester, der går ind for nulvækst. Det tror hun ikke, han kan.

Lars Barfoed (K) brugte det meste af sin taletid til at tale om, hvor uenig han er i den nye spørgetime, hvor alle ikke får mulig taletid. Og så brugte han resten af sin spørgetid på affaldssortering, hvor han hælder mere til central affaldssortering i stedet for, at 'borgere på 4. sal skal have 5-6 skraldespande stående under køkkenvasken.'

- Hvor er det herligt, at De Konservative er faldet over det grønne i jagten på en ny profil, replicerede statsministeren.

Hun sagde efterfølgende, at hun syntes, det havde været sjovt at prøve en ny form. Og fortalte, at hun havde forberedt sig grundigt.