Annette Vilhelmsen var for få uger siden en af de mindre kendte folketingspolitikere, men på rekordtid er hun blevet landskendt. Lørdag blev hun valgt som ny formand for SF foran forhåndsfavoritten, sundhedsminister Astrid Krag.
Vilhelmsen har som SFs erhvervsordfører hidtil stået i skyggen af afgående erhvervsminister Ole Sohn, men nu træder hun for alvor ind på den store politiske scene i Danmark, hvor de igangværende forhandlinger om finansloven bliver en af de første store opgaver.
Under SFs formandsvalgkamp har samtlige landsdækkende medier afsat betragteligt med kræfter og spalteplads til at portrættere den 52-årige Annette Vilhelmsen fra Kerteminde på Fyn. De positive tillægsord, der er gået igen i Vilhelmsen-portrætterne, er »samlende«, »sød« og »erfaren«, ligesom hendes evne til at skabe resultater også noteres.
Til gengæld beskrives hun også som kynisk, brutal og egoistisk, når det er nødvendigt. Eksempelvis da hun som lokalpolitiker i Kerteminde var med til at lukke en række skoler og daginstitutioner, selvom hun egentlig var imod det og også blev mødt med store protester.
Under valgkampen viste Annette Vilhelmsen sig hurtigt som en kandidat, der skulle tages alvorligt. Godt nok begyndte hun først at lege med tanken om at stille op, da SF-borgmester Kirstine Bille fra Syddjurs nævnte hende som en mulig kandidat over for en Politiken-journalist, men de første baglandsrundspørger og -målinger viste hurtigt, at Vilhelmsen stod med gode kort på hånden.
Netop baglandet skal da også inddrages langt mere med Annette Vilhelmsen som formand, har hun lovet. Det skal konkret ske ved at give mere magt til partiets landsledelse, som i højere grad end tidligere skal tages med på råd, når SF som regeringsparti indgår politiske aftaler. Landsledelsen har dog været noget mere splittet end resten af baglandet under formandskampen, og den ny formand kan få sit hyr med at holde styr på partiets øverste myndighed.
Politisk har Annette Vilhelmsen under valgkampen på den ene side udtrykt ønske om at »udfordre regeringsgrundlaget«, mens hun på den anden side har understreget, at hun som SF-formand vil respektere selvsamme grundlag.
Vilhelmsen har blandt andet sagt, at hun har forståelse for den dagpengefrustration, som mange SFere har, fordi flere tusinde danskere til nytår står til at falde ud af dagpengesystemet som følge af forkortelsen af perioden fra fire til to år. Da arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen for nylig kaldte det urimeligt, var Vilhelmsens reaktion ikke at sætte Andersen på plads og henvise til regeringsgrundlaget. I stedet kaldte hun udtalelsen »meget forståelig«.
Dertil kommer, at Vilhelmsen ved et landsledelsesmøde i foråret stemte blankt, da de 19 medlemmer skulle give SFs ministerhold mandat til 2020-planen, førtidspensionsreformen, skattereformen, kontanthjælpsreformen og partiets overordnede linje i den økonomiske politik. En blank stemme, der fik den tabende formandskandidat, Astrid Krag, til at kritisere Vilhelmsen i skarpe vendinger.
Foruden de konkrete politiske forhandlinger, skal Vilhelmsen i den kommende tid også sætte sit eget SF-ministerhold. Her tages det for givet, at hun selv skal have en relativt tung post, mens resten af SFs fem ministerposter alle synes i spil med Vilhelmsen som formand. Også posterne som gruppeformand og politisk ordfører er i spil.
Ole Sohn har selv bedt den nye formand om at se bort fra ham, når kabalen skal lægges, og flere politiske kommentatorer har peget på skatteminister Thor Möger Pedersen og udenrigsminister og nu tidligere formand, Villy Søvndal, som de helt store spørgsmål i Annette Vilhelmsens rokade. Får de lov at blive i regeringen, og hvem skal i givet fald erstatte dem?
Netop Søvndal har Annette Vilhelmsen på flere områder lagt sig ud med under formandsvalgkampen. Hun har undsagt hans berømte kommentar om, at Hizb-ut Tahrir burde »gå ad helvede til«, ligesom hun også har lagt en anden linje i forhold til, om Danmark bør tage imod fanger fra Guantanamo-fængslet i Cuba. Søvndal siger nej, Vilhelmsen siger ja.
Samtidig har Annette Vilhelmsen åbnet for en debat om international indgriben i Syrien, efter at hun i et interview med Berlingske svarede »det ved jeg ikke« på spørgsmålet om det internationale samfund bør gribe ind i borgerkrigen i Syrien. Villy Søvndal har hidtil afvist en international intervention i Syrien.
Ovenstående - og meget mere - skal Annette Vilhelmsen som ny SF-formand givetvist til at tage stilling til igen.
