Historien om Henrik Sass Larsen kan næsten lyde som et eventyr

Hvis ikke det er fordi historien om arbejderdrengen, der kæmpede sig helt til tops i dansk politik, i går faldt fra hinanden, og den gode slutning nu pludselig er svær at få øje på. 

Det skete, da det torsdag blev offentliggjort, at PET ikke kan give Henrik Sass Larsen den sikkerhedsgodkendelse, som det kræver, hvis man skal være minister. Dermed får den 45-årige socialdemokrat ikke den ventede centrale plads i Helle Thorning-Scmidts kommende regering.  

Henrik Sass Larsen har haft en opvækst, som de færreste vil misunde. Han er opvokset i det socialbelastede Taastrupgård i Høje Taastrup. Et område, som flere vil betegne som en ghetto.

LÆS OGSÅ:

LÆS OGSÅ:

Her boede han sammen med moren Pia Pedersen, der var kassedame i Bilka og senere blev førtidspensionist. Henrik Sass Larsen var blot et år, da forældrene blev skilt, og moren flyttede snart sammen med en ny mand.

Det blev starten på flere års mareridt for unge Henrik Sass Larsen. Stedfaren tæskede løs på den lille knægt, mens moren blot så på. Først da Henrik Sass Larsen blev 12 år, skred myndighederne ind. Han blev fjernet fra hjemmet efter pres fra skolen og socialforvaltningen og blev anbragt på et børnehjem.

Men tilværelsen på børnehjemmet var ikke meget nemmere.

- Personalet var søde og rare, og jeg havde mit eget værelse. Men mange af de mindre børn var præget af, at de fik en ny mor og far, hver gang personalet havde holdskrift. De var ekstremt kontaktsøgende og klatrede rundt på de større børn som mig, har Henrik Sass Larsen tidligere fortalt i et af de mere sjældne personlige interview. Den gang var det til Ugebrevet A4. Han ønsker nemlig ikke at tale om fortiden og slet ikke barndommen.

- På et tidspunkt i sit liv må man altså tage en beslutning: Man kan ikke blive ved med at flæbe over det, der er sket, har han sagt til Ekstra Bladet.

Henrik Sass Larsen prøvede flere gange at forlade børnehjemmet. Men hver gang kom han tilbage. For derhjemme sad øretæverne stadig løs på stedfaren.

LÆS OGSÅ:

LÆS OGSÅ:

Men da han blev 15 år, ramte heldet ham endeligt. Forældrene til en skolekammerat fik ondt af den stakkels børnehjemsdreng og tilbød, at han kan flytte ind hos dem i Greve. De tog sig af ham, som var han deres egen søn. Helt uden betaling. Og i dag er forholdet stadig så tæt, at Henrik Sass Larsen 11-årige datter Nynne kalder farens plejeforældre for bedstefar og bedstemor.

Som 16-årig meldte Henrik Sass Larsen sig ind i Danmarks Socialistiske Ungdom. Han har mødt Tommy Kamp, der i dag menes, at være årsag til Henrik Sass Larsens 'dårlige selskab' i hjembyen Køge. 

Tommy Kamp blev som en reservestorebror for den yngre og sårbare Sass Larsen. Og lige siden har de to haft et nært venskab. Og det siges, at når Sass Larsen har valgt sine venner, så svigter han dem aldrig.

Han har tidligere sagt til Fyens Stifttidende:

"Tommy og jeg har været venner i lang tid, og det ændrer det her ikke på.

Han hentyder til bestikkelsessagen i Køge, hvor den tidligere socialdemokratiske formand i byen, Tommy Kamp, ifølge to café-ejere, har spist og drukket gratis, mod at Kamp til gengæld lovede at hjælpe med at skaffe en attraktiv udendørsservering. B.T. har desuden afsløret, at café-ejerne både har foræret Tommy Kamp en rejse til Tyrkiet for at få lavet tænder, en racercykel og hotelophold. Og siden har politiet valgt at sigte Tommy Kamp for bedrageri.

- Der er nok nogle, der vil tænke – af bekvemmelighedshensyn – at man skal indrette sine venskaber, så man ikke havner i sådan en situation. Men sådan er jeg ikke. Det tager jeg med, sagde han ligeledes til Fyens Stiftstidende.

Henrik Sass Larsen har en HF-eksamen fra Greve og har læst HA/forvaltningsstudier ved RUC. Han har aldrig færdiggjort sit speciale men startede i stedet et kommunikationsfirma sammen med Svend Gunbak, der dengang arbejdede som presserådgiver for de borgelige, og radikale Lars Kaspersen.

Senere købte han og andre Svend Gunbak ud. Men året efter måtte firmaet lukke. Gunbak derimod var en million kr. rigere.

Henrik Sass Larsen bliver valgt ind i Folketinget i 2001, hvor socialdemokraterne mistede regeringsmagten. Han er senere med til at hjælpe Helle Thorning-Schmidt til formandsposten i 2005. Det medvirker, at den nye S-formand gør Henrik Sass Larsen til en betydningsfuld mand i partiet, og han har hele tiden været et godt bud på en eventuel kommende økonomi eller finansminister.

Men torsdag gik det hele i vasken. Selv siger han, at han nu vil tage plads på en af de bagerste bænke og tage en tørn som menig folketingsmedlem. 

- Der er ikke andet at gøre end at mande sig op. Der er kun mig selv at bebrejde, sagde han i torsdag.