De fleste udnævnelser i regeringsrokaden var ventet. Men så blev Kirsten Brosbøl udnævnt til miljøminister og rokaden fik en gedigen overraskelse.

36-årige Kirsten Brosbøl (S), der nu bliver miljøminister, blev den store overraskelse i regeringsrokaden.

De færreste havde på forhånd spået den nuværende forskningsordfører en ministerpost i denne omgang, men hun overtager nu miljøministeriet efter Ida Auken, skriver b.dk.

Kirsten Brosbøl blev første gang kendt i offentligheden, da den dengang 26-årige ukendte socialdemokrat slog den højt profilerede tidligere chefredaktør David Trads i kampen om at blive socialdemokratisk folketingskandidat i Skanderborg-kredsen.

Hun er født i 1977 i Odder og har siddet i Folketinget siden 2007.

»Politik fylder rigtigt meget i mit liv, men der skal også være plads til andet! Fritiden bruger jeg sammen med min kæreste og vores søn, Walter, samt familien i Østjylland og mine gode venner,« skriver hun på sin hjemmeside.